Nicki Gustafsson, beboer i Søbo-boligforening, Hørup, skriver:
Læserindlæg: Har Søbo løftet arven fra Asbo – eller betaler beboerne stadig prisen?
Der er gået omkring 10-11 år, siden Søbo overtog afdelingerne efter det økonomisk nødlidende Asbo i Augustenborg. Dengang blev det præsenteret som en nødvendig redning. En ny start. En mulighed for at rette op på et massivt efterslæb.
Men efter mere end et årti må man stille et rimeligt spørgsmål: Er der reelt rettet op – eller er problemerne blot blevet administreret? Mange beboere oplever fortsat, at vedligeholdelsen halter. Mindre fejl bliver stående. Større opgaver tager lang tid. Og helhedsindtrykket er ikke nødvendigvis, at man har indhentet et efterslæb – men snarere at man forsøger at leve med det.
Det rejser et principielt spørgsmål om økonomistyringen. For man kan godt holde budgetterne pæne. Man kan sørge for, at regnskaberne balancerer. Man kan undgå underskud. Det ser ansvarligt ud på papiret. Men man kan ikke samtidig indhente et stort vedligeholdelsesefterslæb uden at bruge penge.
Der er en indbygget konflikt: Enten bruger man midler på at rette op – eller også holder man økonomien kunstigt stram for at få tallene til at se fornuftige ud. Når budgetterne fremstår pæne år efter år, men vedligeholdelsen opleves som utilstrækkelig, opstår en naturlig undren: Er økonomien i balance – eller er den blot holdt i ro på bekostning af bygningernes tilstand?
Og her bliver kommunens rolle interessant. Sønderborg Kommune fører tilsyn med de almene boligafdelinger. Kommunen godkender budgetter. Kommunen har indsigt i økonomien. Kommunen har også mulighed for at reagere, hvis afdelinger ikke udvikler sig forsvarligt.
Derfor er det et legitimt spørgsmål: Hvor er kommunen i denne sag?
Hvis afdelinger overtages med et efterslæb, og dette efterslæb stadig diskuteres mere end 10 år senere, bør man spørge, om tilsynet har været tilstrækkeligt. Har man været tilfreds, fordi budgetterne så pæne ud? Eller har man vurderet den faktiske tilstand i afdelingerne?
For der er forskel på økonomisk balance og reel genopretning.
Det kan virke som om, at man har valgt den model, hvor økonomien holdes stabil for enhver pris – også selv om det betyder, at vedligeholdelsen strækkes over meget lang tid. I så fald er det ikke administrationen, der betaler. Det er beboerne.
Det er beboerne, der bor i bygningerne. Det er beboerne, der mærker efterslæbet. Og det er beboerne, der i sidste ende finansierer konsekvenserne af tidligere års dårlig økonomi. Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om skyld. Det er et spørgsmål om prioritering.
Tog Søbo munden for fuld, da man overtog afdelingerne? Var efterslæbet større, end man reelt kunne håndtere? Og har kommunen accepteret en langsom løsning, hvor problemerne trækkes ud over mange år? Det er spørgsmål, som fortjener svar.
For når man som beboer vælger en almen bolig, forventer man ikke luksus. Men man forventer, at økonomien bruges til at holde bygningerne i forsvarlig stand. Og man forventer, at både boligforening og kommune reagerer, hvis det ikke sker.
Netop her kan noget tyde på, at det går galt. For hvis den officielle fortælling primært bygger på budgetter og regnskaber, mens den faktiske tilstand i afdelingerne opleves anderledes, opstår der en afstand mellem papir og virkelighed. Og i den afstand kan problemerne få lov at blive stående.
Når økonomien fremstår stabil, men vedligeholdelsen udskydes, kan det give indtryk af, at situationen er under kontrol – også selv om beboerne oplever noget andet i hverdagen. Spørgsmålet er derfor, om der er tilstrækkelig åbenhed om den reelle tilstand i afdelingerne, eller om udfordringerne i praksis blot strækkes over tid.
For hvis problemer ikke tydeligt beskrives, bliver de heller ikke prioriteret. Og så risikerer man, at efterslæb ikke forsvinder – men blot bliver en permanent del af driften. Det kan få det til at se roligt ud udefra, mens beboerne fortsat lever med de samme mangler år efter år.
Det er netop derfor, kommunens rolle er vigtig. For hvis tilsynet primært vurderer økonomiske nøgletal og ikke den faktiske vedligeholdelsesstandard, kan man ende i en situation, hvor alt ser fornuftigt ud på papiret – uden at det nødvendigvis afspejler virkeligheden.
Efter mere end et årti er det derfor rimeligt at spørge: Har Søbo løftet opgaven efter Asbo – eller er det i virkeligheden beboerne, der stadig betaler prisen? Og måske er det vigtigste spørgsmål i virkeligheden rettet mod kommunen: Er det her den genopretning, man havde forventet –eller er man blevet tilfreds med, at tallene ser pæne ud på papiret?
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].
