Unge, der gerne vil tjene deres egne penge og få erfaring med arbejdslivet, får snart en ny mulighed i Sønderborg, for Kommunen vil nemlig samle lokale virksomheder og unge ansigt til ansigt i en ny fritidsjobmesse, der skal gøre det lettere at finde hinanden.
Planerne blev godkendt af Erhverv- og Arbejdsmarkedsudvalget, og messen bliver en del af JobFestivalen den 1. oktober 2026.
Tanken bag messen er at give flere unge et første møde med arbejdsmarkedet og samtidig hjælpe virksomheder, der mangler unge medarbejdere. Ifølge Sønderborg Kommune viser erfaringer, at unge med fritidsjob ofte står stærkere senere i arbejdslivet.
“Vi vil gerne give kommunens unge mennesker de bedste forudsætninger for at lykkes. Her er fritidsjob en vigtig nøgle – både til økonomisk selvstændighed og til at lære arbejdsmarkedet at kende. Med messen samler vi virksomheder og unge, så rekruttering bliver hurtigere og nemmere for alle parter”, siger Jimmy Simonsen fra Venstre, der formand for Erhverv- og Arbejdsmarkedsudvalget, i en pressemeddelelse.
Fritidsjobmessen bliver lavet i samarbejde mellem ungeområdet, Ungdomsskolen og jobcentret og er en del af indsatsen ‘Sønderborg i Arbejde’. Inspirationen kommer fra Esbjerg Kommune, hvor lignende messer har skabt kontakt mellem unge og virksomheder siden 2023.
“Vi ved, at det personlige møde gør en forskel. For de unge giver det et realistisk billede af jobbet, og virksomhederne får mulighed for at mærke motivationen hos de unge. Vi tror på, at denne model kan skabe mange gode jobmatch i Sønderborg”, siger Tom Hartvig Nielsen fra Socialdemokratiet, der er næstformand for Erhverv- og Arbejdsmarkedsudvalget.
JobFestivalen henvender sig både til unge, ledige og borgere, der overvejer et jobskifte. Ved at samle fritidsjobmessen og JobFestivalen samme sted håber kommunen, at virksomhederne får endnu bedre mulighed for at møde potentielle medarbejdere.
JobFestivalen og fritidsjobmessen finder sted den 1. oktober 2026. Virksomheder, der ønsker at deltage, kan kontakte Jobcenter Sønderborg for tilmelding, oplyser Sønderborg Kommune.

















