Didde Lauritzen, byrådsmedlem for Socialdemokratiet, skriver på vegne af Socialdemokratiets byrådsgruppe i Sønderborg Kommune:
Læserindlæg: Socialdemokratiet foreslår meritpædagoguddannelse på Sundhedscampus Ahlmann
En stærk velfærd kræver dygtige og veluddannede medarbejdere. På socialområdet står vi over for en stor udfordring: Vi skal både sikre høj faglig kvalitet og rekruttere flere medarbejdere til fremtidens velfærd. Derfor foreslog Socialdemokratiet i valgkampen et socialpolitisk udspil, hvor et af målene er, at 85 procent af medarbejderne på kommunens bosteder skal være faguddannede.
Det er et mål, vi allerede arbejder aktivt for at nå.
Derfor foreslår vi nu, at Sønderborg Kommune indleder et samarbejde med UC Syd om at etablere en meritpædagoguddannelse på det voksende Sundhedscampus Ahlmann.
Meritpædagoguddannelsen er målrettet omsorgs- og pædagogmedhjælpere, pædagogiske assistenter og andre medarbejdere med relevant erfaring fra det pædagogiske eller socialpædagogiske område. Uddannelsen giver merit for mindst to års relevant erhvervserfaring, hvilket gør det muligt at blive uddannet socialpædagog på kortere tid og samtidig bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet gennem deltidsarbejde.
Det skaber en attraktiv mulighed for både medarbejdere og arbejdspladser. Kommunen kan fastholde dygtige medarbejdere, mens den enkelte får mulighed for faglig og uddannelsesmæssig udvikling.
Der vil naturligvis være omkostninger forbundet med at etablere uddannelsen. Men det er en investering, der betaler sig. Erfaringer viser, at sociale tilbud med en høj andel af socialpædagoger har bedre trivsel blandt både borgere og medarbejdere. Medarbejderne er bedre rustet til opgaven, udsættes sjældnere for vold og trusler, og både sygefravær og personaleomsætning er lavere.
Forslaget skal ses som en naturlig del af udviklingen af Sundhedscampus Ahlmann. I april 2025 foreslog Socialdemokratiet sammen med Slesvigsk Parti at omdanne den tidligere Ahlmannskole til et sundhedscampus. Baggrunden var enkel: Behovet for veluddannet personale på ældre-, børne- og socialområdet vil kun vokse i de kommende år.
Vi glæder os over, at omdannelsen allerede er blevet en succes. SOSU-Digitec har fået optimale rammer, og tidligere i år foreslog vi desuden etableringen af en pædagogisk assistentuddannelse (PAU) i samarbejde med SOSU Syd. De første elever starter efter sommerferien, og uddannelsen er målrettet socialområdet, hvor behovet for flere faguddannede medarbejdere er særligt stort.
Med en kombination af SOSU-uddannelserne, PAU og en kommende meritpædagoguddannelse skaber vi attraktive lokale uddannelsesveje. Det giver flere unge mulighed for at finde deres vej ind i velfærdsfagene, samtidig med at erfarne ufaglærte medarbejdere får mulighed for opkvalificering og anerkendelse af deres kompetencer.
Derfor håber vi, at byrådet vil bakke op om forslaget om at indlede et samarbejde med UC Syd om en meritpædagoguddannelse i Sønderborg og undersøge de økonomiske konsekvenser, så initiativet kan indgå i årets budgetforhandlinger.
For os handler det om at investere i mennesker, faglighed og kvaliteten i vores fælles velfærd.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].


















