Tobias Brus Mikkelsen, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, skriver:
Læserindlæg: Integration kræver eget ansvar
For tredje gang på de seneste seks måneder skal vi udpege nye medlemmer til Integrationsrådet på byrådsmødet den 24. juni 2026 Det bør være endnu et bevis på, at vi er nødt til at kigge nærmere på rådets fremtid og funktion.
Ja, der har været meget debat om emnet. Men det er velbegrundet, når vi har set de samme udfordringer gennem mange år. Derfor ser vi også frem til den analyse, der er på vej. Vi vil naturligvis gå konstruktivt til værks og bidrage til en grundig gennemgang af Integrationsrådet.
For os i Dansk Folkeparti er integration i høj grad et personligt ansvar. Kommer man til Danmark, skal man ikke forvente, at samfundet og kommunen løser alle udfordringer for én. Man klarer sig bedst ved at tage ansvar for sit eget liv, lære sproget, deltage aktivt i arbejds- og foreningslivet samt engagere sig i samfundet. Det gavner både den enkelte og fællesskabet – socialt, kulturelt og økonomisk.
Nogle mener, at vi som samfund skal bygge broer og nærmest gøre alt for dem, der kommer hertil. Men ansvar kan ikke uddelegeres, og man lærer ikke at stå på egne ben, hvis andre hele tiden løser opgaverne.
Dette er derfor et opråb om, at vi skal have set nærmere på Integrationsrådet, og det arbejde er heldigvis på vej. Mere generelt skal vi i integrationsindsatsen stille større krav om eget ansvar til dem, der kommer hertil. Det vil gavne os økonomisk, socialt og kulturelt og samtidig være med til at bevare det Danmark og det Sønderborg, vi kender og holder af.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].
















