Tiden skrues tilbage til år 1900, og Cathrinesminde Teglværk vækkes til live for alle, når ’Det Levende Teglværk’ fortæller om teglværksproduktionen, livet som teglværksarbejder og det gamle håndværk. Det sker fra fredag den 17. til søndag den 19. juli på teglværket i Broager.
Teglværket og historien bliver gjort levende, og besøgende kan se frem til masser af oplevelser og autentisk stemning – blandt andet kan man smage på maden i det historiske køkken, møde skolefrøkenen i skolestuen, lege gamle børne- og sanglege, afprøve nogle af de gamle håndværk, høre sønderjyske eventyrfortællinger, og børnene kan prøve tøj.
Det er muligt at besøge forskellige boder med husflid, opleve historisk tøjvask, se den hestetrukne æltemølle køre og høre oplæg om arbejderfamiliernes liv, æltemøllen og teglværkets funktioner og opbygning. Aktiviteterne er spredt ud over hele teglværkets område, og besøgende kan opleve historien helt tæt på og også selv prøve kræfter med nogle af aktiviteterne. Skulle sulten melde sig undervejs, kan man besøge Cathrines Café.
Arrangementet blev afholdt første gang i forbindelse med den store spejderlejr i Sønderborg i 2017 og er siden afholdt hvert år med mere end 70 frivillige, der levendegør teglværket. Det er Foreningen Det Levende Teglværks frivillige, der står for aktiviteter, mad og god stemning for alle besøgende.
Det Levende Teglværk er blot en lille del af det, der sker på Cathrinesminde Teglværk i sommerferien, og arrangementet er skabt i et samarbejde mellem Foreningen Det Levende Teglværk og Museum Sønderjylland og sponsoreret af LINAK, Sønderborg Kommune, Petersen Tegl, BHJ Fonden, Fabrikant Mads Clausens Fond og OK.
Det Levende Teglværk finder sted fra fredag den 17. til søndag den 19. juli 2026, alle tre dage fra klokken 10:00 til 17:00 på Cathrinesminde Teglværk i Broager. Der er gratis entré, og alle er velkomne – man kan læse mere og se det fulde program på Det Levende Teglværks hjemmeside.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.















