Cirkus Pyt inviterer til festlig, hyggelig og lærerig Gøglercamp, hvor man kan opleve cirkussets hjælpere og deres træning på tæt hold og også selv prøve nogle af gøglerierne. Det sker i uge 30, fra den 20. til den 24. juli 2026, alle dage fra klokken 10:00 til 14:00 i Fjordhytten, tæt på Sønderborg Strand Camping.
Gøglercampen afholdes for at give Cirkus Pyts hjælpere mulighed for at træne deres færdigheder inden for gøgl, jonglering, trylleri, ballondyr og meget andet. Under campen bor hjælperne i Fjordhytten, og hver dag fra klokken 10:00 til 14:00 er børn og barnlige sjæle velkomne til at komme og deltage – det er gratis, men man skal melde sig til.
Der er et fastlagt og struktureret program i de åbne timer, hvor deltagerne kan få lov til at prøve kræfter med at lære gøgleri, jonglering, at gå på glas eller tegnestifter, holde hundeshow og meget mere. Der bliver altså rig mulighed for at lære mere om gøglerier og om Cirkus Pyt og deres arbejde.
Gøglercampen afholdes i Fjordhytten tæt ved Sønderborg Strand Camping, og hytten er venligst udlånt af ejerparret Peter og Helene til Cirkus Pyt. Der er også samlet et frivilligt madhold, som sørger for forplejning til årets hjælpere under campen.
Cirkus Pyt er et enmandsfirma, der drives af Jytte Pyt, og som har til formål at hjælpe og støtte børn og unge, der har forskellige problematikker, som for eksempel angst, depression, skolevægring, tidligere misbrug eller lignende. Gennem træning af forskellige færdigheder oplever hjælperne succeser og tro på sig selv, der kan hjælpe dem videre i livet.
Der er en fast trup på 10-15 hjælpere tilknyttet Cirkus Pyt, og de hjælper til ved de forskellige arrangementer, der afholdes i løbet af året. Alt overskud går til BROEN Sønderborgs arbejde for udsatte børn og unge i Sønderborg Kommune. Jytte og holdet bag Cirkus Pyt deltager i Aktiv Sommerferie i uge 32.
Cirkus Pyts Gøglercamp finder sted i uge 30, fra den 20. til den 24. juli 2026, alle dage fra klokken 10:00 til 14:00 i Fjordhytten på Madeskov 11 i Sønderborg. Alle er velkomne, og det er gratis at deltage, dog er der krav om tilmelding til Jytte Pyt, enten via mail til [email protected] eller på telefon 2131 6489.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.



















