Sønderborgs butikker opfordres til at bakke op om Pride Week

Vores Sønderborg håber på kulør og fællesskab i butikkerne

Vores Sønderborg håber på kulør og fællesskab i butikkerne

16. juli 2026 Erhverv Skrevet af: Sissel Vinther

Butikkerne i Sønderborg kan være med til at gøre byen mere farverig og vise, at alle er velkomne, når Sønderborg Pride Week vender tilbage. Vores Sønderborg opfordrer derfor byens butikker til at finde regnbuefarverne frem i uge 34 fra den 17. til den 22. august 2026.

Sønderborg Pride Week sætter i år særligt fokus på fællesskab samt unge og ældre LGBTQ+ personer. Butikkerne kan blandt andet bakke op ved at pynte vinduer og lokaler i regnbuens farver eller på andre måder vise kunderne, at der er plads til alle.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vores Sønderborg er en handelsstandsforening, der arbejder for at styrke byens handelsliv og skabe gode oplevelser for kunder og besøgende. Foreningen håber, at butikkerne vil være med til at give Pride Week en synlig plads i bybilledet.

Ugen trækker ikke kun lokale deltagere til. Ifølge LGBTQ+ Sønderborg kommer omkring hver femte besøgende fra andre dele af landet eller fra grænseregionen, og på paradedagen ventes der blandt andet deltagere fra Flensborg, Tønder og Kolding.

Ved at bakke op kan butikkerne være med til at sende et tydeligt signal om, at Sønderborg er en åben og imødekommende by, hvor både lokale og gæster kan føle sig velkomne, oplyser Vores Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sønderborg Pride Week finder sted fra mandag den 17. august til lørdag den 22. august 2026 med aktiviteter forskellige steder i Sønderborg.