Borgmesteren: Tudetosset at trække ProjectZero ind i valgkampen

8. november 2017 KV2017 Skrevet af: Ole Kæhler

Det er ikke så få gange byrådspolitikere på kryds og tværs af byrådssalen har sagt, at man står sammen om de kommunale fyrtårne, fordi der ikke skal gå partipolitik i dem. Men det har Dansk Folkeparti helt glemt nu, hvor der er valgkamp.

“Og det er tudetosset, at Dansk Folkeparti har trukket ProjectZero ind i valgkampen, fordi det kan sætte alt det, vi har opbygget, overstyr”, siger borgmester Erik Lauritzen til SønderborgNYT.

“Der er tiltag i Sønderborg Forsyning, som Dansk Folkeparti spiller superchancen med, fordi der skal være ro omkring dem”.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Og det kan smitte af på den satsning med at gøre SDU i Sønderborg og kommunen til et energicentrum, så den chance kan ryge fra os”, siger borgmesteren.

Erik Lauritzen er ikke i tvivl om, at ProjectZero har givet arbejdspladser.

“Med alle de penge, der er trukket til området, så kan det ikke være anderledes”, siger han.

Vil gerne diskutere ProjectZero

Borgmesteren er ikke imod, at byrådet sætter sig og drøfter ProjectZero.

“Det er helt almindeligt, at vi tager vores fyrtårne på bordet på et visionsseminar og giver hinanden håndslag på at vi fortsat bakker op. Og det er det rette sted at diskutere, om der skal rettes ind eller ud i de forskellige projekter”, siger borgmesteren.

Artiklen fortsætter under annoncen

“For når ProjectZero lander midt i valgkampen spreder det usikkerhed og det kan koste den føring, som vi har på klimaområdet – og inden længe skal alle europæiske byer gå den samme vej, som vi har gjort”, siger Erik Lauritzen.

Læs Peter Hansens udtalelser i sagen HER