Aase Nyegaard: Overraskende at DF snakker biogasanlæg med pressen og ikke med udvalget

12. maj 2019 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Lige nu er der en høringsproces i gang omkring Nature Energys planlagte byggeri af et biogasanlæg i Kværs. Men allerede inden høringsprocessen er slut, kan SønderborgNYT fortælle, at Dansk Folkeparti er parat til at love deres støtte til kritikerne af anlægget, hvis det viser sig, der er en massiv modstand.

”Vi afventer naturligvis høringsprocessen, som stadig er i gang og læser de høringssvar som kommer. Men jeg har noteret mig, at stemningen er relativt negativ blandt borgerne i Kværs og det gør, at vi vil overveje en ekstra gang, om det er det rigtige sted at placere et biogasanlæg”, sagde Stefan Lydal, næstformand i Teknik- og Miljøudvalget, til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Udmeldingen fra Dansk Folkeparti overrasker formand for Teknik- og Miljøudvalget, Aase Nyegaard.

“Jeg er dybt forundret, når Dansk Folkeparti melder ud i pressen, fremfor at de siger i udvalget, at de altså har et problem med det her”, siger Aase Nyegaard.

“Hvis vi skal have et godt samarbejde i kommunens udvalg, så er det vigtigt, at man først tager snakken dér”.

Hun er fortørnet over, der pludselig går landspolitik i sagen.

“Dansk Folkeparti ligger skidt i meningsmålingerne her op til folketingsvalget og det handler jo om Jan Rytkjær Callesens valg”, siger hun og tilføjer:

Artiklen fortsætter under annoncen

“Ham hører vi ellers ikke meget til, når det handler om klimaløsninger”.

Venstre bakker op om biogas-anlægget

Venstres ordfører, Peter Hansen, fortæller, at Venstre bakker op om biogasanlægget i Kværs.

“Vi har diskuteret sagen i udvalg og i vores gruppe. Venstre vil helt klart bakke op om ProjectZero-visionen og dermed biogasanlægget i Kværs”, siger Peter Hansen til SønderborgNYT.

“Nu er sagen i høring og når svarene kommer ind, så går vi dem igennem. Ligger der ikke en ‘rygende pistol’ i svarbunken, så stemmer Venstre for byggeriet”, siger Venstres politiske ordfører.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Sønderborg er der bred opbakning til ProjectZero-visionen, men der er protester, hvis det fører forandringer med sig.

“Vindmøller på land blev til en død sild for år tilbage og op til det seneste kommunalvalg blev tæppet trukket under solceller på Nordals. Hvis vi skal i mål med visionen, så skal der altså bakkes op om de tiltag, der fører den rigtige vej”, siger Peter Hansen.

Kværs-beboer forventer mange høringssvar

“Jeg har en klar forventning om, at kommunen vil modtage mange indsigelser mod planerne”, siger formanden for den lokale styregruppe, gårdejer Hans Jørgen Vårbjerg, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Lugt, støj, udsigten til kraftig værdiforringelse af ejendommene og trafikale spørgsmål er noget, der kan få mange følelser i kog – for ikke at tale om de psykiske og mentale følger.

“Men vi ønsker en seriøs dialog og sagsbehandling. Derfor har vi hyret en af landets skarpeste jurister på området, Anne Vilslev Petersen fra Advokatfirmaet Trolle i Fredericia. Hun skal gennemgå hele sagsforløbet, som vi, på en række punkter, mener, er lidt ejendommelig. Sagsbehandlingen og den tid tingene normalt tager i det kommunale regi undrer os. Det er, som om tingene skal hastes igennem”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Bestyrelsesformand Peter Gæmelke, Nature Energy, sagde flere gange på et borgermøde i Kværs, at hvis ikke borgerne vil have et biogasanlæg, så kommer det heller ikke.

Teknik- og Miljøudvalg sendte den 20. marts i år lokalplanen for biogasanlægget i Kværs i en otte ugers høring og fristen for indsendelse af høringssvar udløber på onsdag, den 15. maj, hvorefter udvalget skal behandle sagen.

26. april 2024 Erhverv, Sønderborg

Grønt lys fra Sønderborg Varme til sammenlægning med Broager Fjernvarme

26. april 2024 Erhverv

Billigere fjernvarme til forbrugerne og bedre muligheder for at skabe et grønt fjernvarmenet. Det er et par af gevinsterne ved at sammenlægge Broager Fjernvarmeselskab A.m.b.a. og Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a, og bestyrelserne i begge selskaber har netop fået solid opbakning til at fortsætte drøftelserne om sammenlægning. Siden november har Broager Fjernvarmeselskab A.m.b.a. og Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a […]

Læs mere...