Borgmester ønsker realitetstjek af regler for truede arter

Erik Lauritzen: Naturhensyn spænder ben for Sønderborgs udvikling

Erik Lauritzen: Naturhensyn spænder ben for Sønderborgs udvikling

22. august 2025 Politik Skrevet af: Lise Kristensen

Flagermus, frøer og salamandere spænder ben for udviklingen i Sønderborg, og bygge- og miljøprojekter risikerer at blive forsinket i årevis, fordi naturhensyn vægtes højere end boliger, strandrensning og grøn energi. Nu langer borgmester Erik Lauritzen ud efter reglerne og ønsker et realitetstjek af, hvor langt hensynet til truede arter skal række.

”Det er blevet for vanskeligt at etablere boliger og andre byggeprojekter, fordi der bliver set for rigidt på tingene i forhold til at overholde lovgivningen om at beskytte truede dyrearter. Det er ikke, fordi jeg mener, vi ikke skal passe på flagermus og andre udsatte arter, men at et projekt bliver forsinket et helt år på grund af flagermus, synes jeg, er for vidtrækkende konsekvenser”, siger borgmester Erik Lauritzen, til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han mener, det bliver vanskeligt at bane vejen for vigtige byggeprojekter som kollegieboliger på DSB-grunden, når Planklagenævnet, som det er tilfældet, kan sætte en stopper for byggeriet, fordi der er observeret flagermus på grunden. I en lignende sag om boliger på Tennis Allé venter opmærksomme borgere på at se, om der er taget hensyn til flagermus, løvfrø og salamandere, for er der anledning til kritik, har de allerede nu bebudet, at de vil gå hele klagevejen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er de naturligvis i deres gode ret til, understreger Erik Lauritzen:

”Vi er kommet et sted hen, hvor tingene er kommet for langt ud. Skal vi tage hensyn til det og det og gøre det hele om, så tager det endnu længere tid at føre nødvendige projekter som kollegieboliger ud i livet. I stedet burde vi kunne få at vide, hvad der skal til for hurtigt at indarbejde hensynet til truede arter i et projekt, så vi laver en justering, så det ikke bliver stoppet og går i stå og skal starte helt forfra. Det er for mig at se for meget og for vidtgående”, siger borgmesteren og fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Konsekvensen er, at vi skal bruge mange ressourcer på det. Medarbejderne bruger timevis på at få den slags ting løst. De bruger deres faglighed og er stolte af deres arbejde, men får så at vide, at det og det ikke er i orden. Nogle gange har man lyst til at sige: åh, stop nu. Borgerne har med rette fuld hjemmel til det og holder øje med ting, der burde være anderledes. Det er de i deres gode ret til, men vi er også godt klar over, at de står klar til at bruge de redskaber til at stoppe et byggeri, nærmest før planerne er lavet. Det giver et krydspres uden lige på forvaltningens medarbejdere. Det er et enormt pres”, siger Erik Lauritzen.

Artiklen fortsætter under annoncen

På DSB-grunden kommer flagermusene i vejen for ambitionerne om at få unge mennesker til at flytte til kommunen for at leve op til visionerne om at få befolkningstallet til at stige på sigt.

”Politikere i valgkamp kan godt finde på at give forvaltningen skylden, hvis tingene ikke flasker sig som forventet, og der er risiko for at tabe ansigt på en kendelse fra en klageinstans”, siger Erik Lauritzen, der ikke synes, det er underligt, at de ansatte bliver usikre.

”Det er ikke kun enkelte tilfælde, men i mange sammenhænge vi støder på en lovgivning, der gør det svært at føre projekter ud i livet. Jeg kan ikke klandre statsministeren for, at det er gået for vidt. Hun har også måttet tage hensyn og forbehold i de vindenergiprocesser, hun gerne ville sætte i gang. Det kan være svært at gøre det rigtige. Det har taget 12 år at realisere Vindmøllepark Lillebælt. Jeg tør ikke tænke på, hvad vi har brugt af ressourcer på at få det projekt igennem”, siger Erik Lauritzen, der fuldt og fast regner med, at vindmølleparken, som er en væsentlig del af Sønderborg-områdets vision om at være CO2-neutral i 2029, også kan indvies netop i 2029.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han henviser til den hastelov, der blev vedtaget i Folketinget forgangne uge, hvor Venstres forsvarsminister Troels Lund Poulsen får ret til at gå let hen over lovgivningen om beskyttelse af natur, miljø, fortidsminder, jord- og vandforurening for at få sat skub i byggeriet af en ammunitionsfabrik i Elling i Nordjylland. Her har et flertal i Folketinget givet forsvarsministeren lov til at sætte turbo på et kuldsejlet prestigeprojekt ved på egen hånd at beslutte, hvilken natur- og miljølovgivning der skal vægtes eller gås let hen over.

”Når det drejer sig om militære investeringer, kan man åbenbart gå uden om processen. Den slags kan vi andre bare drømme om. Ser vi på den grønne energi, så er det en anden sag. SONFOR har i årevis arbejdet på at etablere et nyt miljørigtigt rensningsanlæg. Hvorfor er det ikke realiseret for længst? Der kommer hele tiden ny lovgivning, vi skal tage hensyn til”, siger han og henviser også til Himmark, hvor Sønderborg Kommune forsøger at rense en strand under hensyntagen til miljøet, men nu skal der laves en ny VVM-undersøgelse, der blandt andet skal redegøre for forekomsten af flagermus på land.

”Vi vil gerne have forureningen renset op og gjort rent og køre den forurenede jord væk, men må påregne enorme forsinkelser på grund af lovgivning. Det er et ressourceforbrug uden lige, og det gavner ikke nogen. Lovgivningen kommer selvfølgelig fra Christiansborg”, siger Erik Lauritzen, der godt kunne tænke sig, at habitats- og artsbeskyttelsen gik mere hånd i hånd med de miljøvenlige projekter, kommuner arbejder på at føre ud i livet.