De nye ejere har fået tilladelse til at drive lufthavnen

25. juni 2021 Erhverv Skrevet af: Redaktion

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har givet tilladelse til, at ‘Forberedelsesselskabet af 1. januar 2020 A/S’, der ejes af Bitten & Mads Clausens Fond og Sønderborg Kommune, må drive Sønderborg Lufthavn.

I december 2020 blev det offentliggjort, at Sønderborg Lufthavn fik ny ejer. Den nye ejer er Forberedelsesselskabet af 1. januar 2020 A/S. Hovedaktionærerne i det selskab er B&MC Holding, der er et datterselskab i Bitten & Mads Clausens Fond, samt Sønderborg Kommune.

En forudsætning for salget af den kommunale lufthavn var, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen ville give den nye ejer tilladelse til at drive lufthavnen, og den godkendelse er netop kommet. Det betyder også, at Forberedelsesselskabet skifter navn til Sønderborg Lufthavn A/S.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er essentielt for et område som Sønderborg, at der er en god og velfungerende infrastruktur, som binder os sammen med resten af Danmark. Det skaber grundlag for  borgere, erhverv  samt turisme. Derfor er det glædeligt, at de nødvendige tilladelser er på plads, så vi for alvor kan komme i gang med at drive lufthavn”, siger formanden for Sønderborg Lufthavn, Per Have i en pressemeddelelse.

“Antallet af ugentlige afgange mellem Sønderborg og København er allerede øget og vi har fokus på, at Sønderborg Lufthavn A/S i løbet af det kommende år skal tilbage på samme niveau af afgange som før coronakrisen”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Også næstformanden, borgmester Erik Lauritzen, er meget tilfreds med, at alle formalia nu er faldet på plads.

“Nu kan vi komme i cockpittet og få luft under vingerne for den fremtidige drift af Sønderborg Lufthavn. Coronakrisen udfordrer en økonomisk bæredygtig drift af Sønderborg Lufthavn, men med den nye konstruktion, en fælles plan om fremtidig udvikling, og kommunens årlige driftstilskud sikrer vi lufthavnens fremtid som et trafikalt knudepunkt til glæde og gavn for hele Sønderjylland”, siger Erik Lauritzen.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi tror på, at der er muligheder, og at flytrafikken kommer tilbage. Derfor er det også stadig Byrådets ambition, at lufthavnen skal udvides for både at servicere rutetrafikken og charterflyvninger”.

De nye ejere har aftalt, at man i 2021 og 2022 vil koncentrere indsatsen om driften og skabe en genopbygning af trafikken i lufthavnen og dermed udskyde de store investeringer til udvidelse af Sønderborg Lufthavn til senere.

25. april 2024 112, Sønderborg

Brand i grillbaren Hos Jesper

25. april 2024 112

Onsdag aften ved 23-tiden var der brand i grillbaren Hos Jesper tæt ved Rutebilstationen. “Der var nogle unge gutter, som havde ringet til mig og sagt, at det røg fra grillbaren, så jeg skyndte mig herhen”, siger Jesper Sørensen til SønderborgNYT. Da han åbnede døren væltede røgen ud og han skyndte sig at lukke igen […]

Læs mere...