Folketingskandidat Susanne Blegvad Posselt, SF Sønderborg, skriver:
Lige nu er 9. klassernes afgangseksamenskarakterer hængt til tørre i offentligheden. Også dem fra Sønderborg Kommune
Ingen test eller prøve kan stå alene. Test og eksamen er et øjebliksbillede. Når man tager en test i folkeskolen, forventes det, at den bliver brugt til noget – til at gøre eleven bedre og til at forstå, hvor eleven er i sin udvikling. Der er mange faktorer og viden om eleven, der er i spil. Til afgangseksamen i 9. klasse får man et øjebliksbillede, et tal, men ingen viden om mennesket bagved.
I dagens uddannelsessystem lægges der stor vægt på karakterer, især ved 9. klasses afgangsprøve. Disse karakterer er ofte afgørende for, om en elev kan fortsætte til en ungdomsuddannelse. Men er det rimeligt, at et øjebliksbillede skal definere en elevs fremtid?
Karaktererne fra 9. klasses afgangsprøve viser kun en lille del af, hvem eleverne er. De afspejler ikke deres kreativitet, samarbejdsevner eller deres evne til at tænke kritisk og løse problemer. Disse kvaliteter er mindst lige så vigtige i det virkelige liv og på arbejdsmarkedet.
Desværre betyder de nuværende regler, at hvis en elev ikke opnår mindst 2 i dansk og matematik, har de ikke mulighed for at blive optaget på en ungdomsuddannelse. Det kan have alvorlige konsekvenser for deres fremtidige muligheder og selvværd.
Tal siger ikke noget om, hvem der bliver en dygtig håndværker, sygeplejerske, arkitekt eller andet. Tilfældige tal må ikke være den bedste måde at vælge fremtid på.
Vi bør overveje, hvordan vi kan skabe et mere retfærdigt system, der ser på hele mennesket bag karaktererne. Måske kunne vi inkludere vurderinger af elevernes sociale og personlige kompetencer eller give flere muligheder for at vise deres evner på forskellige måder. Lad os arbejde for et uddannelsessystem, der anerkender og værdsætter alle aspekter af elevernes potentiale, ikke kun deres evne til at præstere i en eksamenssituation.


















