Folketingskadidat Timm Bøttger og folketingsmedlem Karina Lorentzen, SF, skriver:
Fra 2023 blev der færre busser i Sønderborg Kommune ligesom ungdomskortet til ungdomsuddannelserne blev en dyrere fornøjelse. Derfor er vi i SF skuffede over, at regeringens landdistriktsudspil ikke handler om, hvordan vi styrker den kollektive transport, men mest om kørekort til 17-årige og frivillige, der skal køre dem, der skal frem. Det hjælper næppe alle unge, der skal frem til deres ungdomsuddannelser i kommunen.
Også her i Sønderjylland kæmper unge med at kunne komme frem til uddannelsesstederne. De senere år er busruter blevet lukket, afgange fjernet – og samtidig er priserne steget. Alt sammen et problem for dem, som ikke har andre muligheder end bussen.
Vi synes, at der slet ikke er taget fat på den udfordring, at mange unge har svært ved at transportere sig. Det gælder for eksempel den 16-årige gymnasieelev, der må gå flere kilometer til nærmeste busstoppested eller dem, der ikke har forældre, der kan købe en ekstra bil til dem – eller råd til et kørekort for den sags skyld. De gavnes ikke af regeringens udspil.
Regeringens planer om at lade 17-årige køre bil bør ikke være en undskyldning for at gøre det, der også er nødvendigt: At sætte penge af til at styrke den offentlige transport. Det er trist, at regeringen gerne sætter penge af til skattelettelser til virksomhedsarvinger, ejendomsspekulanter og de rigeste, men når det kommer til reelle investeringer i offentlig transport på landet, er regeringens tilgang lige så nærig som Joakim Von Ands.
Vores unge i landdistrikterne fortjener en regering, der rent faktisk vil investere i deres transportmuligheder. Det vil vi i SF.