Debat: Politisk udvalg tager tilløb til udvikling af Nordals-Skolen

10. marts 2022 Nordborg Skrevet af: Redaktion

Jesper Smaling og Jesper Larsen, formand og næstformand for Børne- og Uddannelsesudvalget, skriver:

Der er gang i udviklingen på Nordals, store kommunale og private investeringer vil i de kommende år gøre Nordborg og Nordals til et endnu bedre sted at bo og flytte til. Den udvikling skal også omfatte Nordals Skolen.

Der er derfor i 2021 i samarbejde med skolen lavet et visionsoplæg for, hvordan Nordals Skolen ved en gennemgående renovering, kan blive en flot og moderne skole med spændende læringsmiljøer og inddragelse af det omkringliggende samfund.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det har fra starten i høj grad været et ønske fra Nordals Skolen selv at blive et naturligt samlingspunkt for byens borgere, ved at give skolen flere funktioner – det kunne f.eks. være lokalt samlingssted, lokaler som kan benyttes af lokale foreninger eller lignende. Derfor er det også indarbejdet, som en helt klar målsætning i visionsoplægget og nu i det kommissorium for det videre arbejde, som et enigt Børne-og Uddannelsesudvalg netop har vedtaget.

Det er positivt at læse på SønderborgNYT, at også Venstres nye byrådsgruppe bakker op om den ambition.

Artiklen fortsætter under annoncen

Udviklingen på Nordals kommer for alvor til at tage fart i de kommende år. Det er afgørende for os i Socialdemokratiet, at Nordals Skolen bliver en del af den udvikling og at moderniseringen af skolen går i gang hurtigst muligt.

Det kan efter vores bedste overbevisning kun ske ved en etapevis renovering, som er planlagt til at begynde allerede i år.

Ved at renovere skolen får vi mulighed for at låne op mod 20 millioner kroner fra statens energirenoveringspulje, altså næsten 1/4 af den forventede samlede pris.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ved et fuldt nybyggeri falder både muligheden for låneadgang og for at renovere etapevis over flere budgetår. Det vil gøre projektet urealistisk dyrt og vil forsinke den udvikling af skolen, som er så hårdt tiltrængt, med adskillige år.

Nordals Skolen rummer potentialet for spændende og udviklende læring i fin forening med at være et aktiv og et samlingspunkt for hele byen – vi er klar til at trække i arbejdstøjet og den første del af den store renovering går allerede i gang i år.