Debat: ProjectZero drejer sig om handling – ikke bare tal i Excel-arkene

29. januar 2024 Debat Skrevet af: Ole Kæhler

Direktør Brian Seeberg fra ProjectZero, svarer Borgerpartiet:

Borgerpartiet har skrevet et læserbrev med en lang række spørgsmål om forskellige grønne tiltag i kommunen – herunder ProjectZero.

I læserbrevet skriver Borgerpartiet blandt andet, at ProjectZero ikke ser på fakta, men kun jagter nullet på bekostning af natur, forstand og borgernes interesse’.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fakta er, at alverdens forskere er enige om, at hvis ikke vi ændrer vores adfærd drastisk for at begrænse klimaforandringerne, så vil vi allerede i vores generation se naturkatastrofer i et hidtil ukendt omfang, der vil ødelægge naturen, udrydde dyrearter og gøre hundredtusinder af mennesker hjemløse.

Fakta er ifølge Concito, at hver dansker udleder cirka dobbelt så meget CO2 som den gennemsnitlige verdensborger.

Fakta er ifølge FN, at 86 procent af verdens C02 udledning kommer fra energi.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det må i den grad siges at være både i borgernes og naturens interesse at handle på det.

I disse år er hele verden i gang med en grøn omstilling, hvor vi skifter fossile brændstoffer som kul, olie og gas ud med især el, da det kan produceres med vedvarende energi, der ikke belaster klimaet. Det kræver alt sammen enorme mængder af grøn energi.

Beregninger viser, at Danmarks samlede el-behov vil blive fordoblet frem til 2030. Det er derfor hele Danmark – ja hele verden – der er eller skal i gang med at opruste på grønne energikilder som vindmøller, solceller og Power-to-X.  Alle kommuner skal løfte deres samfundsansvar, og Lillebælt Syd Vindmøllepark og de øvrige planlagte vedvarende energianlæg er Sønderborg Kommunes bidrag.

Artiklen fortsætter under annoncen

Selv om vi i Sønderborgområdet siden 2007 har haft en ambition om at gøre vores forbrug og produktion af energi CO2-neutralt i 2029, så er de initiativer, vi sætter i gang, altså langtfra bare en øvelse i Excel, som Borgerlisten antyder. Det er langt mere alvorligt. Det handler om, hvordan vi kan fremtidssikre kloden til kommende generationer ved at begrænse klimaforandringerne gennem grøn omstilling – og på samme tid sikre, at der altid er strøm nok i stikkontakten, og at strømmen er til at betale.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Sønderborgområdet bør vi være stolte af, at vores borgere, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og butikker siden 2007 har ydet en kæmpe indsats for at nedbringe deres CO2-aftryk og fortsætter med at gøre det. Der er en stor bevidsthed og handlekraft til at gøre en forskel

At vi i Sønderborg Kommune lykkes med at blive CO2-neutrale i 2029, stopper ikke de globale klimaforandringer. Men vi kan – og skal – bidrage. Dels ved at vise handling, men også ved at inspirere andre beslutningstagere og byer til at handle på den grønne omstilling, så vi sammen kan skabe et større positivt aftryk på klimaet.