Erik Lauritzen tager sin sidste periode som borgmester

Erik Lauritzen: Dette bliver min sidste periode som borgmester

Erik Lauritzen: Dette bliver min sidste periode som borgmester

9. december 2025 Politik Skrevet af: Michael Kjær

Der bliver tale om den sidste periode i borgmesterstolen for Erik Lauritzen. Når vælgerne igen skal til stemmeurnerne om fire år, kommer han ikke til at stå øverst på Socialdemokratiets kandidatliste.

Dermed sætter Sønderborgs mangeårige socialdemokratiske borgmester allerede nu en slutdato på sin tid i borgmesterkontoret på Rådhuset. Det fortæller han i et tv-interview til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jeg håber, at jeg får fire rigtig gode år, men så har jeg også haft 16 år. Det kan jeg godt mærke på mig selv, at det slider, så også ud fra den betragtning er det min sidste periode som borgmester og borgmesterkandidat næste gang”, siger Erik Lauritzen.

Meldingen kommer frem i forbindelse med et længere tv-interview, som SønderborgNYT bringer onsdag.

Selv om Erik Lauritzen lader døren stå på klem for fortsat politisk engagement, er der ingen tvivl om, at borgmesterkæden ikke bliver hans efter 2029, og i nogen tid har der været spekulationer om, hvem der er den naturlige aftager som Socialdemokratiets borgmesterkandidat.

Artiklen fortsætter under annoncen

Didde Lauritzen fik ved kommunalvalget tredje flest stemmer, og hun nævnes ofte i den sammenhæng som den naturlige aftager efter Erik Lauritzen, der efter den kommende valgperiode har siddet i 16 år i borgmesterstolen.

I andre kommuner er det tidligere set, at borgmesteren giver borgmesterkæden videre midt i valgperioden, men et eventuelt tidligt, socialdemokratisk generationsskifte midt i valgperioden afviser Erik Lauritzen kategorisk.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det ligger ikke i planerne. Om der bliver snakket om det? Ja, det gør det jo, fordi alle mulige andre gerne vil snakke om det. Men jeg har to store målsætninger i 2029: ProjectZero skal i mål og så et velafviklet DGI-Landstævne. Det har jeg ikke tænkt mig at overlade til andre. Så den der overvejelse om at stoppe i utide, den kan I glemme alt om”.

Erik Lauritzen understreger samtidig, at Socialdemokratiet på nuværende tidspunkt slet ikke er i gang med at finde en ny borgmesterkandidat, som skal tage over efter ham.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Den diskussion er vi slet ikke i gang med, og den kommer vi heller ikke i gang med foreløbig. Nu har vi et nyt byråd, vi skal køre i gang, og den diskussion venter længe endnu. Vi har rigtig gode kandidater – både Didde, men også en række andre, som ville kunne løfte den opgave. Så det er slet ikke et tema på nuværende tidspunkt. I kan glemme det”, siger Erik Lauritzen til SønderborgNYT.

Indtil videre handler de kommende fire år derfor om at fuldføre de politiske ambitioner, Erik Lauritzen har sat sig – velvidende at perioden også bliver hans sidste som borgmester i Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Du kan se tv-interviewet med borgmester Erik Lauritzen her.

21. juli 2026 112, Sønderborg

34-årig kvinde overfaldet på Bilka-parkeringsplads

21. juli 2026 112

En 34-årig kvinde blev søndag eftermiddag udsat for et tilsyneladende helt umotiveret overfald på den nordlige parkeringsplads ved Bilka. Nu håber Syd- og Sønderjyllands Politi, at vidner kan hjælpe med at identificere gerningsmanden. Politiet modtog anmeldelsen mandag klokken 11:58, men selve episoden fandt altså sted søndag den 19. juli omkring klokken 16:00. Ifølge politikommissær Grethe […]

Læs mere...