Få gode tips til hvordan du nemmere kan sortere dit tekstilaffald

Lille pose i sokkeskuffen gør sorteringen nemmere. Pressefoto
Lille pose i sokkeskuffen gør sorteringen nemmere. Pressefoto
18. september 2024 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

Som SønderborgNYT skrev i sidste uge, skal alle sønderborgensere sortere deres tekstilaffald. Derfor har SONFOR omdelt røde tekstilposer til samtlige husstandes postkasser i Sønderborg-området.

“Vi ved, at affaldssortering og tekstilaffald kan virke besværligt, upraktisk og pladskrævende i hjemmet, men med enkle løsninger kan det gøres lettere. Det nytter at sortere affald, og derfor har vi lavet en række gode råd til, hvordan husstanden nemt kan indarbejde sortering som en naturlig del af dagligdagens rutiner ved at bruge effektive systemer”, siger Jesper Ryegaard Rasmussen, affaldschef hos SONFOR.

Artiklen fortsætter under annoncen

SONFOR foreslår, at man blandt andet kan anbringe en lille pose eller kurv i sokkeskuffen, hvor man kan lægge hullede og slidte sokker, benytte bagsiden af døre og skabslåger eller placere en pose eller kasse ved tørrestativet til at sortere slidte tekstiler med det samme.

Grundlæggende er der tre overordnede grupper man skal være opmærksom på, når man sorterer tøj og tekstiler:

Genbrug: Dækker over tøj og tekstiler, som andre kan få glæde af.
Tekstilaffald: Udtjente tekstiler, der er slidte, hullede og plettede.

Artiklen fortsætter under annoncen

Restaffald: Tekstiler der er våde og fugtige eller har rester af maling, olie eller kemikalier.

Hvis der er samlet meget tekstilaffald op derhjemme, er det nemt at komme af med større mængder på SONFORs genbrugspladser.

“Alle kan uden besvær aflevere både slidte tekstiler, der ikke længere kan bruges, samt genbrugstøj, som kan få nyt liv hos andre. Man skal blot huske at pakke tekstilaffaldet i klare plastsække, så det er let at identificere ved aflevering, og affaldet håndteres korrekt. Uanset om man skal af med gamle t-shirts, lagner eller tøj, der stadig kan bruges, er genbrugspladserne klar til at tage imod det,” siger Jesper Ryegaard Rasmussen til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Har du brug for flere informationer og tips til, hvordan tekstilsortering i hjemmet kan gøres lettere, og hvordan dit tekstilaffald bliver genanvendt til nye produkter, så læs mere på SONFORs hjemmeside her.