Bestyrelsesmedlemmer forlader Nye Borgerlige på grund af kovending i forhold til ProjectZero

Bo Kleis Christensen gik fra at være ProjectZero-kritiker til ProjectZero-fan
Bo Kleis Christensen gik fra at være ProjectZero-kritiker til ProjectZero-fan
15. august 2022 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

“Vi har meldt os ud af Nye Borgerlige lokale bestyrelse, fordi vi ikke længere kan bakke op om partiets byrådsmedlem, Bo Kleis Christensen, eftersom han ikke står ved sine holdninger og det som han og Nye Borgerlige er gået på valg med. Det kan vi simpelthen ikke stå inde for overfor vores vælgere”, siger de nu tidligere partimedlemmer og byrådskandidater Svenja Karstensen og Tom Sivertsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Nye Borgerliges byrådsmedlem har tidligere udtalt til SønderborgNYT, at ProjectZero-visionen er et regnearksprojekt og herefter valgte han at dementere den, da han efter hans egen fortælling fik skældud af selveste borgmesteren og andet, som vi ikke må udtale os om pga. vores – daværende – tavshedspligt”, siger de to lokalpolitikere, der nu også står uden parti.

“Ligeledes har vi meldt os ud af partiet, fordi hovedorganisationen ikke alene formår, at tage en beslutning uden de faktisk ikke har sat sig ind i sagen, men også fordi partiet vælger, at prioritere ét eneste byrådsmedlem, som ikke fører Nye Borgerliges politik, fremfor seks helt enige bestyrelsesmedlemmer, om at Bo Kleis Christensen skal dementere sit dementi i pressen. Det skal så også siges, at vi internt i bestyrelsen har drøftet det her emne frem og tilbage i et halvt år. Der er også andre end os, som har meldt sig ud af bestyrelsen på grund af hovedorganisationens afgørelse”, siger Svenja Karstensen og Tom Sivertsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

De fortæller videre, at for dem vil vælgerne altid komme før en udvalgspost.

“Har man sagt A må man også sige B. Og vi ville da i hvert fald heller ikke lade os tryne af en borgmester -uanset hvilket parti han er medlem af, aldrig – og vi skylder vores vælgere, som har sat deres stemme på os, at vi trækker os”.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Bo Kleis Christensen.