Hos Als Pølser i Kirke-Hørup er der ikke lavet noget som helst om, selvom firmaet for godt et par siden blev solgt til Johnny Hejsel fra Vojens. Als Pølser har et omfattende udvalg af pølser og charcuteri i højeste kvalitet, spegepølser og salamier, leverpølser, specialpølser som den ægte sønderjyske tee-pølse, leverpostej og en række andre specialprodukter.
Alt er fremstillet efter originale opskrifter, som er gået i arv i familien – og nu også til Johnny Hejsel.
“Medarbejderne har været her længe. Nogle i 20 år og en enkelt i 40 år”, siger Johnny Hejsel til SønderborgNYT og han fortæller videre, at det allerstørste hit fra Als Pølser er deres kartoffelspegepølse og den er tilbage fra dengang, hvor Max og Tine havde firmaet.
“Jeg husker tydeligt, vi i starten gik over på kroen for at skrælle de kartofler, som vi skulle bruge”, siger en af de seks medarbejdere. Der er tre svende, to i pakkeriet og en i butikken plus afløsere.
Johnny Hejsel købte Als Pølser af Peter Petersen, som stadig er i firmaet, men nu som ansat.
“Jeg havde mødt ham flere gange og havde sagt til ham, at hvis han en dag ville sælge, så skulle det være til mig – og sådan blev det og det har jeg på ingen måde fortrudt”.
Hos Als Pølser handler det om håndværket, gode varer og traditioner.
“Og derfor skal vi ikke lave noget om. Vi har en enkelt kunde, som gerne vil have en speciel pølse og den laver vi til ham. Det får os til at føle, vi giver god service og vi har en glad og tilfreds kunde. Sådan skal det være. Hos Als Pølser er der heller ingen af vores pølser, som vi er holdt op med at lave”, siger Johnny Hejsel til SønderborgNYT.
“Vi arbejder på snart at kunne levere pålægspakker til vores kunder, så der er også er noget til dem, der ikke vil købe hele pølser og så er vi ved at se på nogle pakker med pølsetapas og skal have besluttet, hvad det konkret skal være”.
Karsten Hansen, der er kommerciel chef i Brugsforeningen for Als og Sundeved, BALS, er begejstret for de nye tiltag.
“Pålægspakkerne er en super idé og det bliver dejligt nemt, når der for eksempel skal laves madpakker – og så vil der jo ikke være noget madspild”, siger han og fortæller, at BALS har Als Pølser i BALShjørnet og i alle deres andre butikker.
“Vi har arbejdet sammen i mange år og jeg synes, at lokalt samarbejde giver rigtig god mening – og så er det jo bare dejligt, at salget af Als Pølser virkeligt går godt”.
Johnny Hejsel fortæller, at det er på Als og Sundeved, den store efterspørgsel på Als Pølser er og han er stolt af, at Hotel Alsik også er kunde.
“Og så er jeg så småt ved at få vores varer ind i Vojens og i Haderslev. Jeg vil jo gerne sælge så meget som muligt”.
Her er der billeder fra Als Pølser.



















