Hvis der var kommunalvalg i Sønderborg i dag, ville byrådet se markant anderledes ud.
Det viser resultaterne af en valgundersøgelse, som er udarbejdet af elever på Sønderborg Statsskole, og resultatet afslører store forskydninger i vælgernes opbakning, hvor især de to største partier i det nuværende byråd står til betydelig tilbagegang. Samtidig ser nye og mindre partier ud til at vinde frem, hvilket kan skabe en langt mere fragmenteret magtfordeling i byrådet efter kommunalvalget til november.
Ifølge valgundersøgelsen står Sønderborgs to største partier, Socialdemokratiet og Venstre, over for en væsentlig udfordring og en markant tilbagegang i opbakningen fra de lokale vælgere.
Socialdemokratiet vil fortsat være byrådets største parti med 33,7 % af stemmerne, men det repræsenterer samtidig en tilbagegang på 9,7 procentpoint i forhold til kommunalvalget i 2021. Også Venstre står til en vælgerlussing. Ifølge valgundersøgelsen vil partiet miste 14,8 procentpoint sammenlignet med sidste kommunalvalg, men bevarer dog pladsen som byrådets næststørste parti med en vælgertilslutning på 15,4 %.
“Landstendensen slår direkte igennem i undersøgelsen, så Socialdemokratiet og Venstre har en stor opgave foran sig, hvis de skal distancere sig fra deres moderpartiers udfordringer og i stedet fokusere på en lokalpolitisk dagsorden, som vælgerne kan spejle sig i”, siger Søren Peter Iversen, lektor i samfundsfag og erhvervsøkonomi ved Sønderborg Statsskole, der har analyseret tallene i valgundersøgelsen.
Både Nye Borgerlige og Slesvigsk Parti kan se frem til en mindre opbakning fra vælgerne. Nye Borgerlige står til en tilbagegang på 3 procentpoint og vil ifølge undersøgelsen få 2 % af stemmerne, mens Slesvigsk Parti mister 2,2 procentpoint og lander på 5,8 % af stemmerne.
“Den dalende tilslutning til Slesvigsk Parti ser jeg som en konsekvens af, at Stephan Kleinschmidt har valgt ikke at stille op til kommunalvalget denne gang. De øvrige byrådsmedlemmer fra Slesvigsk Parti har ikke formået at samle Stephan Kleinschmidts omkring 2.000 personlige stemmer op, og noget tyder på, at disse stemmer vil fordele sig på andre partier, som i dag ikke sidder i byrådet”, siger Søren Peter Iversen til SønderborgNYT og fortsætter:
“Nye Borgerlige får svært ved at fastholde den ene plads i byrådet med kun 2 % opbakning fra vælgerne, og det skyldes nok, at Nye Borgerlige er mere eller mindre nedsmeltet på landsplan. Det er derfor op ad bakke for de lokale kandidater i Sønderborg, hvis de skal fortsætte i et nyt byråd”, mener Søren Peter Iversen.
Dansk Folkeparti, der ligesom Nye Borgerlige har en enkelt plads i byrådet, ser ikke ud til at opleve en vælgertilbagegang, men kan alligevel ende med at miste deres plads.
“Dansk Folkeparti får i vores undersøgelse 4,2 % af stemmerne, og deres ene plads i byrådet kan være i fare, selvom der ikke spores en direkte tilbagegang i forhold til sidste kommunalvalg. Meget tyder på, at byrådet vil bestå af flere partier end i dag, og det kan betyde, at Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige dermed presses ud af byrådet fordi nye partier opnår valg”, vurderer Søren Peter Iversen.
Enhedslisten styrker sin position i den seneste valgundersøgelse, som viser, at partiet vil få 3,5 % af stemmerne – en fremgang på 1,4 procentpoint sammenlignet med kommunalvalget i 2021.
“Den landspolitiske tendens for Enhedslisten peger opad, og det smitter af lokalt. Derfor er der gode chancer for, at Enhedslisten fortsat vil være repræsenteret i byrådet efter kommunalvalget”, siger Søren Peter Iversen.
Ifølge analysen kan Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance gøre deres indtog i byrådet.
“Liberal Alliance får i vores undersøgelse 9,2 % af stemmerne ved kommunalvalget til november, hvilket er en markant fremgang. Ved valget i 2021 fik de kun få stemmer i Sønderborg, så at Liberal Alliance nu kan blive det tredje største parti i byrådet er en klar indikator på den landspolitiske opbakning, de nyder. Hvis undersøgelsen holder vand, kan Erik Lauritzens borgmesterstol vakle under ham, medmindre han vil give Liberal Alliance indrømmelser for at blive siddende, og det ser man jo indimellem i lokalpolitik”, vurderer Søren Peter Iversen.
Socialistisk Folkeparti ser ud til at gøre comeback i byrådet. Partiet står til en fremgang på 5,3 procentpoint og vil dermed opnå 7,3 % af stemmerne.
“Det må næsten betyde, at Socialistisk Folkeparti er tilbage i byrådet, og mon ikke de kan glæde sig til måske to pladser ved det store, runde bord i byrådssalen? Men det er også min vurdering, at det flotte resultat skyldes landspolitiske tendenser, så SF skal altså på banen lokalt med stærke kandidater og en klar plan for, hvad de vil gøre for sønderborgerne, hvis de skal sikre sig et par pladser i byrådet”, vurderer Søren Peter Iversen.
Også to andre partier har en chance for at komme i byrådet. Det Konservative Folkeparti står til at få 3,7 % af stemmerne, mens Radikale Venstre står til 1,6 % af stemmerne.
“Hvis vælgerne for alvor ‘ryster posen’ til kommunalvalget, kan både Det Konservative Folkeparti og måske også Radikale Venstre, der med 1,6 % af stemmerne har en – om end meget lille – chance for at komme ind”, siger Søren Peter Iversen til SønderborgNYT.
Et af de regeringsbærende partier, Moderaterne, ser ikke ud til at få repræsentation i Sønderborgs byråd efter kommunalvalget.
“Moderaterne ligger aktuelt på knap 4 % i nationale meningsmålinger, men de har endnu ikke gjort væsentligt væsen af sig i Sønderborg. Det er nok årsagen til, at de ikke får opbakning i vores valgundersøgelse”, siger Søren Peter Iversen.
Valganalysen tegner altså et billede af et kommende kommunalvalg, hvor de traditionelle store partier må kæmpe for at bevare deres nuværende position, mens nye aktører står klar til at udfordre dem.
I den kommende uge bringer SønderborgNYT en analyse af det fremtidige byråd med afsæt i denne valgundersøgelse, ligesom vi har rakt ud til de lokale partier for at høre deres kommentarer til resultaterne.
Der foretages endnu en valgundersøgelse, som forventes offentliggjort i efteråret.
Om valgundersøgelsen:
Valgundersøgelsen er foretaget af elever fra Sønderborg Statsskole som en del af et læringsforløb understøttet af Søren Peter Iversen, lektor i samfundsfag og erhvervsøkonomi.
Undersøgelsen bygger på 568 brugbare svar fra personer bosiddende i Sønderborg Kommune, som er 18 år eller ældre.
86,4 procent har angivet, at de vil stemme på et af de nævnte partier, mens 13,6 procent svarer andet eller ved ikke.
Fremgang og tilbagegang er angivet i procentpoint i forhold til kommunalvalget i 2021.