På biblioteket i Sønderborg kan du på onsdag kl. 17.00 komme til et gratis foredrag om kunstig intelligens. Du kan være med, når nogle af Danmarks førende eksperter inden for kunstig intelligens diskuterer, hvilke effekter teknologien kan have på menneskets liv i nutiden såvel som i fremtiden.
Kunstig intelligens har været på alles læber, siden chatbotten, chatGPT, blev lanceret i november 2022. Teknologien kan tilsyneladende svare på komplicerede spørgsmål, skabe tekst, billeder og lyd med stor overbevisning og effektivitet. Hvor stiller det os som mennesker, hvis vi ikke længere er de klogeste og mest kreative på planeten? Og hvad kan kunstig intelligens aldrig erstatte?
I panelet sidder Thomas Ploug, der er professor i data og kunstig intelligens-etik ved Aalborg Universitet i København, og Anders Kristian Munk, der er professor på DTU, og som har et dybdegående kendskab til teknologiens muligheder og aktuelle nyheder fra industrien, skriver biblioteket.
Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til eksperterne.
Samtalen styres af Nanna Schmidt Nordestgaard, der er arrangementsansvarlig på kommunikationsmuseet ENIGMA og tidligere vært på tech-podcasten Ekstremt Online.














