Jan Prokopek: Jobcenter skal både hjælpe ledige og forebygge ledighed

2. maj 2020 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

På onsdag ser medlemmerne i Arbejdsmarkeds- og Integratioinsudvalget den køreplan, der både skal få – og også fastholde – flest muligt i job, gennem og efter Corona-krisen.

Antallet af ledige i Sønderborg Kommune er steget betydeligt under Corona-krisen og flere kan være på vej til at miste jobbet, står der i udvalget dagsorden.

“Det er ikke muligt for Jobcenter at hjælpe ledige ud i jobs, som ikke er der”, erkender udvalgsformand Jan Prokopek, som tilføjer, der er jobåbninger i nogle virksomheder.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Danish Crown søger flere medarbejdere og det er der også andre, der gør. Altså er der små lys i mørket”.

Jan Prokopek forestiller sig, at ledige kobles sammen i nogle grupper, hvor deltagerne trives sammen.

“Så kan de hjælpe og støtte hinanden samtidig med, at en person fra Jobcenter byder ind med jobmuligehder og forslag til uddannelse og opkvalificering”, siger udvalgsformanden.

Besøger virksomheder

“Udvalget har desuden foreslået, at borgmesteren og kommunaldirektøren besøger større virksomheder for at høre, hvordan det står til. Måske har de brug for at opkvalificere nogle medarbejdere. Har de det, kan Jobcenter hjælpe ledige med en opkvalificering, så ledige kan være afløsere, mens de fastansatte er på skolebænken”, siger Jan Prokopek.

Artiklen fortsætter under annoncen

Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalget har talt med HR-chefen fra LINAK for at få viden om, hvilke kompetencer, der eftersprøges.

“Når vi guider ledige i uddannelse og opkvalificering, så er det jo vigtigt, at det er brugbar viden og færsigheder, som de får”, siger Jan Prokopek til SønderborgNYT.

Det er planen at skræddersy uddannelser i samarbejde med SDU, EASV, EUC og andre kommuner.

Rejsende i sundhed

Jan Prokopek fortæller, at der også er tanker om at sende et såkaldt rejsehold rundt til virksomhederne.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Her skal de se, hvad man kan gøre for at forebygge langtidssygemeldinger, der kan komme af nedslidning eller af stress. Hvsi der reageres i tide, så er det en gevinst for den enkelte medarbedjer og hans eller hendes familie – og det er det også for kommunekassen”.

Jan Prokopek slår fast, at Jobcenter gerne skal være på forkant – og når et menneske mister jobbet, så skal der omgående gøres en indsats for at sætte den kurs, som fører tilbage til arbejdsmarkedet.

Du kan læse mere om indsatsen mod ledighed her på linket

Artiklen fortsætter under annoncen

HUSK – Støt den lokale handel i en svær tid!