Jens Duus vælger ordentlighed frem for hurtige ejendomshandler

Fra medarbejder til indehaver: Jens Duus står i spidsen for home

Privatfoto

Fra medarbejder til indehaver: Jens Duus står i spidsen for home

Privatfoto

11. maj 2026 Erhverv Skrevet af: Michael Kjær

Det er nu lidt over to måneder siden, Jens Duus blev indehaver af home i Sønderborg og Broager. Derfor har SønderborgNYT inviteret sig selv på kaffe for at høre, hvordan det er gået siden overtagelsen.

Jens Duus fortæller, at selve springet fra ansat til indehaver har været markant, men ikke overvældende, og mange af relationerne og arbejdsgangene var allerede kendte – forskellen ligger i ansvaret.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Den største forskel er selvfølgelig ansvaret og ledelsen og så det, at det nu er mig, der skal træffe de store beslutninger, men det er en rolle, der virker naturlig for mig. Og når beslutningerne ikke rammer rigtigt første gang, bliver de en del af læringen frem for et problem, der skal gemmes væk”, siger Jens Duus.

Han vil noget andet – eller rettere sagt: Holde fast i noget, han mener virker.

“Ydmyg og loyal, det er faktisk det, jeg gerne vil være. Det er det billede, jeg prøver at give folk”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ordene falder tidligt i samtalen, og de bliver hængende som en rød tråd gennem interviewet, for hos den 36-årige ejendomsmægler er det ikke strategier eller salgstricks, der står øverst – det er ordentlighed, relationer og tillid.

”Det er principper som er fundamentet for det, jeg vil videreføre i home i Sønderborg og Broager. Ikke som noget nyt, men som en videreførelse af en kultur, jeg selv er rundet af”, siger Jens Duus.

I en branche, hvor synlighed og selvpromovering fylder stadig mere, er det en bevidst prioritering at gå en anden vej. Fokus ligger på det, der sker, når døren lukkes, og samtalen begynder – ikke på, hvad der bliver lagt op bagefter.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det her med hele tiden at skulle lave noget på de sociale medier om at vi er de bedste, har vi aldrig gjort. Det er vi bare. Det er, fordi vi går mere op i at komme ud til en kunde og kunne svare på deres spørgsmål, end at fortælle ‘kækt’, hvor gode vi er”, fortæller Jens Duus.

Den tilgang kræver meget forberedelsen, for der er ikke plads til halve svar eller hurtige løsninger.

”Inden en fremvisning bliver materialet gennemgået, tegninger studeret og detaljer lagt på plads, så mødet med kunden bliver så kvalificeret som muligt”, fortæller Jens Duus.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det samme grundsyn gælder internt. Nye medarbejdere får ikke lov til at jagte hurtige handler fra første dag. Først skal fundamentet være på plads, og det får potentielle nye medarbejdere at vide allerede ved første samtale.

“Det første år kommer de til at sidde stille og kommer ikke så meget ud og møde kunder, for først skal der være styr på dokumenter og sager og ikke mindst samarbejdet med de andre i teamet. Vi skal være et team, der arbejder sammen og ikke mod hinanden”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Samtidig er Jens Duus tydeligt bevidst om, at arbejdsliv og privatliv skal hænge sammen. Han er selv far til fire børn, så det er ikke en teoretisk overvejelse, men en praktisk virkelighed, der kræver fleksibilitet i en branche, der kan være hårdt for familielivet.

“Jeg har en forståelse for, at familie kommer først. Jeg prioriterer familien først, men som skilt har jeg har den fordel, at jeg kan give den gas i de uger, hvor der ikke er børn, og så kan jeg trække mig lidt mere i de uger, hvor der er børn”.

Den erfaring tager han med ind i sin måde at lede på, hvor tillid er en forudsætning – ligesom en flad organisation og ‘frihed under ansvar’.

“Alle har jeg 200 procent tillid til, indtil den eventuelt misbruges. Og jeg har tillid til, at hvis medarbejderen har en børnefødselsdag, så tager man selvfølgelig fri, og så er forventningen, at tiden bliver lagt på et andet tidspunkt. Og det fungerer rigtig godt for alle”.

Ser man på boligmarkedet i Sønderborg-området, er hans vurdering forholdsvis nøgtern. Uroen i verden fylder mindre lokalt, end man måske kunne tro.

“Lige nu og her, så ser jeg ikke at boligmarkedet er berørt. Det her med, at forbrugsvarer og benzinpriser stiger, det rammer ikke på samme måde boligejerne og boligmarkedet er fortsat i en positiv bevægelse, særligt når de rigtige boliger rammer markedet, og på nuværende tidspunkt er det sælgers marked”.

Jens Duus er rundet af lokalområdet, hvor Kegnæs dannede rammen om de første år. Han har stadig en stærk tilknytning til det nære liv uden for byen, hvor tempoet er et andet, og relationerne fylder mere.

“I dag bor jeg i Avnbøl, og jeg kan godt lide de små lokale samfund, og særligt når jeg går en tur med min hund, bruger jeg tid på at snakke med dem, jeg møder på gaden, og så kan jeg godt lide naturen også.”

Arbejdslivet begyndte tidligt og har været en fast del af hverdagen siden barndommen.

“Jeg slog græsplæner, siden jeg var 13 år. Og så gjorde jeg rent, så jeg har altid haft et job. Vi har altid lært hjemmefra, at vi skulle tjene vores egne penge og det er også det, jeg prøver at give videre til mine børn”.

Med nøglerne til home i Sønderborg og Broager er ambitionen ikke at lave revolution. Den er snarere at holde fast.

“Ambitionen er at holde fast i det, der virker, og det, der skaber tillid og ordentlighed, og sikre et godt og velfungerende team”, siger Jens Duus.

Jens Duus overtog home i Sønderborg og Broager den 1. marts i år, efter at Merete Lund Brock og Henning Brock stoppede som ejendomsmæglere efter mere end to årtier.

21. juli 2026 112, Sønderborg

34-årig kvinde overfaldet på Bilka-parkeringsplads

21. juli 2026 112

En 34-årig kvinde blev søndag eftermiddag udsat for et tilsyneladende helt umotiveret overfald på den nordlige parkeringsplads ved Bilka. Nu håber Syd- og Sønderjyllands Politi, at vidner kan hjælpe med at identificere gerningsmanden. Politiet modtog anmeldelsen mandag klokken 11:58, men selve episoden fandt altså sted søndag den 19. juli omkring klokken 16:00. Ifølge politikommissær Grethe […]

Læs mere...