Arbejdet med et stort solcelleanlæg er nu rykket et skridt videre. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har i denne uge godkendt, at både lokalplan og kommuneplantillæg kan sendes videre i processen og dermed i offentlig høring, så planerne om et solcelleanlæg ved Lavensby kan realiseres.
Projektet omfatter et cirka 96 hektar stort område. Heraf skal omkring 68 hektar anvendes til solcellepaneler og tekniske anlæg, mens de resterende 28 hektar reserveres til natur- og rekreative formål. Ambitionen er at forene grøn energiproduktion med hensyn til landskab, dyreliv og de mennesker, der bor i området.
Formand for udvalget, Kirsten Bachmann fra Slesvigsk Parti, peger netop på borgerinddragelsen som et centralt element i processen.
”Lokalplanen for solcelleparken ved Lavensby sendes nu i høring. Den bygger på en grundig borgerproces, hvor lokale ønsker har været styrende. Når grøn omstilling kombineres med lokal inddragelse, rekreative muligheder og hensyn til dyreliv, skaber det reel merværdi – både lokalt og kommunalt”, fortæller hun til SønderborgNYT.
Når anlægget står færdigt, forventes det at kunne producere strøm svarende til elforbruget i omkring 22.000 husstande. Ifølge planerne bliver solcelleparken indpasset med blandt andet afskærmende beplantning omkring hele området for at mindske påvirkningen af naboer og det omkringliggende landskab.
Også i Socialdemokratiet hæfter man sig ved den lange dialog med lokalområdet. Kristian Beuschau, medlem af udvalget, fremhæver især naboernes indflydelse på den endelige plan.
”Her er en lokalplan med meget stor indflydelse fra naboerne til det kommende solcelleanlæg i Lavensby. Det har været en lang og konstruktiv proces. Med denne lokalplans godkendelse kan energivirksomheden nu endelig komme i gang. Det glæder mig, at anlægstrafikken ikke skal gennem Lavensby, og energivirksomheden vil etablere en midlertidig grusvej mellem Ærvej og Skovvej. Derudover vil energivirksomheden også etablere midlertidige vigepladser og midlertidig lysregulering. Jeg har nogle gange set, at midlertidige løsninger bliver permanente”, siger Kristian Beuschau.
Udvalget har samtidig taget stilling til de gennemførte miljøvurderinger, som både omfatter planerne og det konkrete projekt. Vurderingerne viser, at påvirkninger af blandt andet natur, landskab, trafik, støj, vand og klima kan håndteres inden for projektets rammer.
Fra Venstre understreger Tage Petersen, at processen langt fra er afsluttet, og at offentligheden fortsat får mulighed for at give deres mening til kende.
”Der er mange holdninger til solcelleparker, men nu sender vi i første omgang kommuneplantillæg og lokalplansforslag i høring, og ud over den forhåndsdialog, der har været, kommer der også et borgermøde i høringsperioden. Det bliver et stort anlæg, der kan producere strøm til 22.000 husstande, men der er taget mange hensyn til naturen, og der kommer en afskærmende beplantning omkring anlægget”, siger Venstres medlem af udvalget, Tage Petersen.
Med godkendelsen sendes hele projektet nu i otte ugers offentlig høring sammen med miljørapporterne. Som en del af høringen vil der blive afholdt et borgerinformationsmøde, så lokalområdet fortsat kan blive inddraget i processen.
Forvaltningen vurderer, at projektet ikke påvirkes væsentligt af klimaforhold, og at trafikken i driftsfasen vil være meget begrænset. Under anlægsfasen planlægges midlertidige trafikale løsninger, så anlægstrafik i videst muligt omfang ledes uden om Lavensby.



















