I forbindelse med Sønderborg Statsskoles vælgerundersøgelse til KV25 er der blevet spurgt til, hvor stor betydning en række politiske emner har for, hvor vælgerne sætter deres kryds i morgen.
Et af spørgsmålene handler om, hvorvidt Sønder Havnegade skal lukkes permanent for biltrafik hele året.
37 procent af dem, der har svaret, mener, at det har afgørende eller nogen betydning for, hvilket parti de vil stemme på ved KV25 – særligt blandt dem, der vil stemme på Venstre, Slesvigsk Parti og Enhedslisten.
SønderborgNYT har spurgt alle partier om deres holdning til samme emne, og her bringer vi de svar, vi har modtaget.
Venstre:
”Der er ingen tvivl om, at det kunne have et potentiale, men der skal sikres, at trafikafviklingen i resten af byen kan fungere optimalt”, skriver Jimmy Simonsen.
Slesvigsk Parti:
”Sønder Havnegade har et stort potentiale om sommeren, og det har den længere åbningsperiode også vist. At lukke den permanent giver trafikale udfordringer. Dog kender man fra andre større byer, Odense og København, at der går et til to år, så har borgerne taget ændringen til sig. Ved at lave det permanent vil betyde, at folks køreadfærd ændres – og man skal ikke omstille sig to gange om året. Desuden er Sønder Havnegade en af de ældste gader i byen, og hverken huse eller veje er gearet til al den trafik. Ser man på facaderne dernede, kan man se, at nogle har revner”, skriver Kirsten Bachmann.
Enhedslisten:
”Vores muligheder for at skabe et dejligt bymiljø ved havnefronten forbedres markant, hvis vi laver en helårslukning af Sønder Havnegade. Bymiljøet i sommerhalvåret begrænses af, at der skal køre biler i området den anden halvdel af året, og der vil være penge at spare ved ikke hele tiden at arbejde med midlertidige løsninger. Etableringen af kystbeskyttelse langs strækningen vil være en rigtig god lejlighed til at tage hele bymiljøet op til fornyet overvejelse. Og: de cykler, der bliver guidet derned på lokale og nationale cykelruter, skal have lov at cykle på gaden”, skriver Asger Romme Andersen.
Alternativet:
”Det er da en god idé. At kunne sidde ude kræver ikke 20 grader. Strækningen er meget attraktiv”, skriver Mikael Hertig.
Socialdemokratiet:
”Hvis permanent betyder hele året, så er det ikke afgørende for os. Men det skal være permanent, at den er lukket i sommerhalvåret og gerne udvides en måned i hver ende”, skriver Erik Lauritzen.
Personlig Frihed:
”Det vil være meget skadeligt for erhvervslivet. Det vil også være demotiverende for at tage ind til byen, fordi det giver trafikstress”, skriver spidskandidat Vibeke Schou.
SF – Socialistisk Folkeparti:
”Det har positiv betydning for SF, at Sønder Havnegade er lukket for biltrafik i sommerperioden. Det giver liv, tryghed og plads til mennesker frem for biler. En permanent lukning skal dog ske i dialog med beboere og lokale tilbud, så området fungerer godt for alle året rundt”, skriver Susanne Blegvad Posselt.
Moderaterne:
”Det giver ingen mening, at vejen bruges som ’smutvej’ mellem broen og slottet”, skriver Preben Thorsen.
Det Konservative Folkeparti:
”Vi kan godt se idéen i at skabe mere liv og ophold langs havnefronten om sommeren, men en permanent lukning for biltrafik hele året giver efter vores mening ikke mening. Aktiviteten på havnen er meget sæsonpræget, og i vintermånederne vil en lukning kun skabe unødige gener for trafikken. Vi bør finde en løsning, hvor vejen kan være lukket for biler i sommerperioden, men holdes åben resten af året”, skriver Jesper Højmark Esbensen.
Kristendemokraterne:
”Kristendemokraterne ønsker for Sønderborg bymidte, at det bliver et samlingssted for alle borgere. Vi har først og fremmest fokus på gode vilkår for familier, de ældre og de svage. Derudover skal infrastrukturen tilgodese de bløde trafikanter. Derfor ønsker vi en bymidte, hvor ikke bare Sønder Havnegade permanent lukkes, men også Sønderborg midtby ved Perlegade på sigt lukkes af, når der er skabt en infrastruktur med en ring om byen og let tilgængelige P-pladser. Vi tror på, at fremtidens centrum kommer til at bestå af aktivitetsmuligheder som supplement til et presset handelsliv med særligt specialbutikker og café- og restaurationsliv. Her er det vigtigt, at også kommunens foreningsliv og organisationer inddrages via de forskellige samarbejdsråd, som vi har”, skriver Poul Harald Holm.
Danmarksdemokraterne:
”Der er ingen grund til at lukke gaden hele året. Det er primært i sommermånederne, at der er mange turister i byen. Vi skal sikre, at vores borgere kan komme frem på arbejde og benytte de tilbud, der er centreret i Sønderborg by. Derfor skal vi holde vejen åben størstedelen af året”, skriver Niels Benjamin Sørensen.

























