KV25: Hvad mener partierne om, at unge under 25 år skal have gratis buskørsel?

Arkivfoto

Arkivfoto

17. november 2025 Kommunalvalg Skrevet af: Michael Kjær

I forbindelse med Sønderborg Statsskoles vælgerundersøgelse til KV25 er der blevet spurgt til, hvor stor betydning en række politiske emner har for, hvor vælgerne sætter deres kryds i morgen.

Et af spørgsmålene handler om, at unge under 25 år skal have gratis buskørsel.

52 procent af dem, der har svaret, mener, at det har afgørende eller nogen betydning for, hvilket parti de vil stemme på ved KV25 – særligt blandt dem, der vil stemme på SF, Slesvigsk Parti og Enhedslisten.

Artiklen fortsætter under annoncen

SønderborgNYT har spurgt alle partier om deres holdning til samme emne, og her bringer vi de svar, vi har modtaget.

SF – Socialistisk Folkeparti:
”Det har stor positiv betydning for SF. Gratis buskørsel for unge under 25 vil styrke mobiliteten, klimaet og ligheden i kommunen. Det gør det lettere at tage uddannelse, deltage i fritidsliv og vælge grøn transport frem for bil,” skriver Susanne Blegvad Posselt.

Slesvigsk Parti:
”Det handler rigtig meget om, og er afgørende for, at det svarer sig, at vi får de unge under 25 år til at benytte den offentlige transport. Så der skal ses på, hvor høj benyttelsesprocenten er. Det kræver ligeledes en satsning på flere afgange. Så indførelse af gratis ungdomskort skal koordineres med mere sammenhængende buskørsel – og dermed en større investering end bare at gøre ungdomskortet gratis. Men det er klart vores holdning, at de unge skal have mulighed for at komme rundt i kommunen – specielt for at kunne deltage i de kommunale ungetilbud, der er i de større byer,” skriver Kirsten Bachmann.

Artiklen fortsætter under annoncen

Enhedslisten:
”Vi skal sikre bevægelsesfrihed i vores kommune – også for dem, der ikke kan føre en bil eller ikke har råd til at købe en bil. Derfor har byrådet sat penge af til at gøre buskortet for unge billigere. Men vi bør kigge til kommuner som Fredericia og Ærø, der har gjort busserne gratis for alle, og se, om vi kan gøre dem det efter. Billigere eller gratis busser gør det dog ikke alene. Der skal også være tilstrækkeligt med busser til, at de kan dække transportbehovet i hverdagen, for at folk kan regne med busserne som deres transportløsning,” skriver Asger Romme Andersen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Venstre:
”Hvis vi ønsker bosætning og børnefamilier i hele Sønderborg Kommune, er det afgørende, at der er en fornuftig offentlig trafik. Derudover skal mor og fars pengepunge ikke være afgørende for, hvor man skal bosætte sig,” skriver Jimmy Simonsen.

Danmarksdemokraterne:
”Vi har netop foreslået gratis offentlig transport til unge i Sønderborg Kommune. Det har vi gjort, fordi det er vigtigt, at vores unge mennesker kan mødes på tværs af de mange byer i vores kommune. Uanset hvor man bor henne i Sønderborg Kommune, så skal man have mulighed for at komme frem. På den måde binder vi kommunen bedre sammen og styrker en fælles identitet,” skriver Niels Benjamin Sørensen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kristendemokraterne:
”Kristendemokraterne støtter gratis buskørsel for de unge i hele kommunen, men prisen vil blive, at landdistrikterne skal have mindre normal buskørsel. Så det bliver mest langs de større ruter. Kristendemokraterne har opgivet tanken om et godt net af buskørsel ud i landdistrikterne – vi kan se de tomme busser køre rundt. Vi tror på, at der skal satses på fleksible transportformer som landsbybusser, Nabogo og andre fleksible muligheder. Vi tror også på, at landsbylaugene sammen med Mobilitetsforeningen kommer til at spille en stor rolle her. Det kan så overvejes, om de unge også her skal kunne benytte muligheden gratis,” skriver Poul Harald Holm.

Artiklen fortsætter under annoncen

Alternativet:
”Busserne oser diesel ud og kører mærkelige steder hen på besynderlige tidspunkter. Da det er klart, at unge har færre penge og større behov for offentlig transport, skal hensynet til deres behov indgå. Som det er nu, kan man til en vis grad hævde, at så længe busserne kører tomme, og der er plads nok i dem, når de kører, så er det blot en skrivebordsøvelse, der ser det som en slags mistet indtægt at fylde dem op. Men gør det nogen forskel? Ved det ikke. Jeg savner en gennemført trafikanalyse,” skriver Mikael Hertig.

Socialdemokratiet:
”Vigtigst er, at vi arbejder på, at der er transportmuligheder og til en lav pris,” skriver Erik Lauritzen.

Personlig Frihed:
”Offentlig transport er alt for dyr i Sønderborg. Men det er vel fordi, alt for få ønsker at bruge offentlig transport. Vi er alt for få mennesker her til at kunne få det til at løbe rundt og være selvfinansieret. Men man kunne prøve at sætte prisen ned i en periode for alle og så se, om vi får flere interesseret i at bruge det,” skriver spidskandidat Vibeke Schou.

Det Konservative Folkeparti:
”En velfungerende offentlig transport ligger os meget på sinde, og vi har drøftet muligheden for gratis buskørsel i hele kommunen. Det er bestemt en interessant idé, men mange af de tilbagemeldinger, vi har fået, handler mere om, at busserne skal køre på de rigtige tidspunkter og dække de rigtige ruter. For de fleste er det vigtigere, at busserne kører, når man har brug for dem, end at de er gratis. Derfor vil vi især have fokus på at justere køreplaner og rutenet, så den kollektive trafik bliver mere brugbar i hverdagen,” skriver Jesper Højmark Esbensen.

21. juli 2026 112, Sønderborg

34-årig kvinde overfaldet på Bilka-parkeringsplads

21. juli 2026 112

En 34-årig kvinde blev søndag eftermiddag udsat for et tilsyneladende helt umotiveret overfald på den nordlige parkeringsplads ved Bilka. Nu håber Syd- og Sønderjyllands Politi, at vidner kan hjælpe med at identificere gerningsmanden. Politiet modtog anmeldelsen mandag klokken 11:58, men selve episoden fandt altså sted søndag den 19. juli omkring klokken 16:00. Ifølge politikommissær Grethe […]

Læs mere...