KV25: Politikere blev sat på prøve i kunstens tegn

Politikere og borgere mødtes til debat om kunstens rolle i Sønderborg.

Politikere og borgere mødtes til debat om kunstens rolle i Sønderborg.

28. oktober 2025 Kommunalvalg Skrevet af: Sissel Vinther

Der er højt til loftet i det kunstneriske rum på Sønderjyllands Kunstskole, hvor træspær og stolper dannede rammen om tirsdagens debat. Politikere fra flere partier tog plads foran et engageret publikum for at tale om kunsten i Sønderborg Kommune – og hvordan den kan få en tydeligere rolle i fremtiden.

Stemningen er forventningsfuld, for inden aftenen gik i gang, havde deltagerne fået en lidt anderledes opgave.

De skulle præsentere deres yndlingskunstværk og fortælle, hvorfor netop det betyder noget for dem. Det viste sig hurtigt at være en udfordring, der fik flere til at tænke sig grundigt om.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Man kunne godt mærke, at opgaven udfordrede dem. Man kan jo ikke forvente, at politikere har den kunstfaglige viden, men det er netop derfor, det er vigtigt, at de lytter til kunstnere og kreative kræfter, når der skal sættes retning for, hvordan kunsten kan udvikle sig i kommunen”, fortæller kunstner og leder af Sønderjyllands Kunstskole, Thomas Lunau, til SønderborgNYT efter debatten.

“Det er ikke nok bare at sige, at vi har et udstillingssted. Der skal lægges flere skibe i søen, så det bliver attraktivt for professionelle kunstnere at bo og arbejde her. Og så handler det om, at den masterplan, der bliver talt om, får gode grundsten, så man kan trykke på de rigtige knapper for at få det i gang”, siger han.

Artiklen fortsætter under annoncen

I salen nikkes der flere steder. 54-årige Anne Bertram, der arbejder med kultur og erhverv, hæfter sig især ved ønsket om en retning, som rækker længere end til næste valgperiode.

“Der var enighed om, at man skal have en masterplan for, hvor man vil hen med kunst og kultur. Det er vigtigt, at man ikke kun laver små dryp, men har en retning. Og så må man kæmpe for det i byrådet, så kunst og kultur ikke bare bliver et middel til at opnå noget andet, men noget, der har værdi i sig selv”, siger Anne Bertram.

Artiklen fortsætter under annoncen

Længere nede i salen sidder 73-årige Christine Ries, der maler på hobbyplan. Hun har fulgt debatten med stor interesse og håber, at de flotte ord også bliver til handling.

“Panelet var positivt og lyttede til ideerne, men de skal også huske at invitere os, der gerne vil bidrage. Vi får jo ikke indflydelse bare ved, at de siger, de vil lytte. Det kunne være fint, hvis de lavede workshops eller inviterede nogle af os med, når der skal udvikles nye initiativer”, foreslår Christine Riis.

Artiklen fortsætter under annoncen

Da aftenen rundes af, står det klart, at der er bred enighed om, at kunsten skal fylde mere i Sønderborgs fremtid. Men samtidig mærker man, at der stadig mangler det næste skridt, det, hvor ord bliver til handling, og hvor politikere, kunstnere og borgere trækker i samme retning.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...