Jørgen Jørgensen, medlem af ’Gravergruppen’ fra Facebook gruppen ’STOP fjernvarmepriserne på Nordals’, skriver:
Læserindlæg: SONFOR afholder kundemøde den 14. august
Det bliver spændende at høre SONFORs bestyrelse forklare sig. I den selvbestaltede graver gruppe her på Nordals, har vi bedt om aktindsigt på en lang række spørgsmål, som vi forventer svar på inden det, SONFOR kalder ’et kundemøde’. Vi troede vi var forbrugere.
Indtil nu har ingen af de ansvarlige politikere, der sidder i bestyrelsen for SONFOR varme, villet udtale sig i den famøse sag om de voldsomme prisstigninger på fjernvarmen på Nordals. Nu får de så endelig muligheden.
Indtil nu har to lokale socialdemokratiske byrådsmedlemmer, Jesper Larsen og Kristian Beuschau, der ikke sidder i SONFORs bestyrelse ytrer sig. Og de retter samstemmende kritikken mod SONFORs forkvinde Ellen Trane Nørby. Det er forventelig, de er socialdemokrater og hun er jo fra Venstre. Det er partipolitik.
Men er hun mere ansvarlig for miseren end næstformanden Tom Hartvig Nielsen, der er socialdemokrat, og i en årrække også var formand for SONFOR. Næppe. Eller mere ansvarlig end den tidligere borgmester i Nordborg, Jan prokopek Jensen, der i rigtig mange år har været medlem af bestyrelsen, men for ganske nylig valgte at forlade ’den synkende skude’, og trådte ud af bestyrelsen.
Eller hvad med den nylig kritiske fjernvarmekunde Kristian Beuschau fra S, der forsøger sig med at blæse med mel i munden. I sidste byrådsperiode var han selv var medlem af SONFORs bestyrelse, men som ’nu selv betegner sig som en skuffet fjernvarmekunde, (og) håber, at sagen vil føre til en bredere debat om gennemsigtighed, ledelsesansvar og forbrugerbeskyttelse i den kommunale varmeforsyning.’ (citat fra SønderborgNYT).
Det er et noget sent klarsyn fra Kristian. Men han har da ret. Jeg har før kritiseret SONFORs lukkethed. Det er derfor selvforskyldt, at de er havnet i den aktuelle shitstorm, på grund af de voldsomme prisstigninger i Nordals fjernvarme. Når man ikke som borger, ud fra bestyrelsesmødernes dagsordener, kan læse en fyldestgørende sagsfremstilling, med data og adgang til bilag, og bestyrelsens beslutninger, er man på herrens mark, hvis man vil forstå hvad der sker.
Så opstår der hos os forbrugere allehånde gisninger og konspirationsteorier. Og kun få, om nogen, kan følge Jesper Larsen (S), når han udtaler: ’Jeg har ingen grund til at betvivle de forklaringer, som direktøren har fremlagt.’ (citat fra SønderborgNYT)
Vi har et ønsker om, i gravergruppen, at komme et spadestik dybere end direktørens forklaringer. Hvorfor er det gået så galt? SONFOR er omfattet af offentlighedsloven, derfor har vi søgt aktindsigt med en lang række af spørgsmål.
Og før vi har fået svar på alle spørgsmål, og et klart billede af hvorfor vi er havnet i den situation vi er, med brudte løfter om billig fjernvarme, giver det ikke mening med et offentligt forbrugermøde.
Vi forventer derfor svar på vores spørgsmål inden 14. august.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].






















