Susanne Blegvad Posselt, Broager, folketingskandidat for SF, skriver:
Læserindlæg: En statue af Bitten Clausen
Der er ingen tvivl om, at Bitten Clausen har haft stor betydning for Nordals og hele Sønderborg Kommune. Hendes engagement i lokalsamfundet og hendes rolle i udviklingen af Danfoss har sat varige spor. Det er både forståeligt og respektfuldt, at der er et ønske om at hædre hende.
Men vi må samtidig forholde os til virkeligheden: Kulturområdet har ikke mange midler at gøre godt med. Når vi prioriterer, bør vi sikre, at så mange borgere som muligt får glæde af kunst og kultur – ikke kun symbolsk, men i hverdagen.
Kunst og kultur er ikke en luksus. Det er dannelse, fællesskab og kreativ udvikling. Og børn går ikke kun til idræt. Mange børn ønsker at spille musik, male, danse, spille teater eller arbejde kreativt på andre måder. De har brug for muligheder i deres nærområder – også i de mindre lokalsamfund.
Måske kunne man derfor overveje et alternativ til en traditionel statue af Bitten Clausen – en løsning, der ikke nødvendigvis koster så meget, men som i højere grad kommer flere til gavn. Det kunne være et kreativt værksted for børn og unge i hendes navn, et legat til støtte for unge talenter eller et kunstprojekt, der involverer lokale skoler og foreninger.
På den måde kan vi både anerkende Bitten Clausens betydning og samtidig investere i fremtiden.
En hyldest behøver ikke være støbt i bronze for at være værdifuld. Den kan også leve i de muligheder, vi giver næste generation.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].

















