Didde Lauritzen, formand for Sundhedsudvalget og byrådsmedlem for Socialdemokratiet, skriver:
Læserindlæg: Klinik ungeliv – ny klinik for seksuel sundhed åbner i sundhedscenteret
Seksuel sundhed er en grundlæggende del af unges trivsel og udvikling. I Danmark er vi heldige at have et relativt åbent samfund, når det kommer til diskussioner om seksualitet og relaterede emner.
Alligevel viser tal fra Statens Serum Institut, at der i 2022 blev registreret over 15.000 tilfælde af seksuelt overførte infektioner (SOI) blandt unge i alderen 15-29 år. Dette understreger behovet for bedre adgang til information og behandling.
Mange unge føler sig usikre eller uvidende om seksuel sundhed. Ifølge en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen angiver 30% af unge, at de mangler viden om prævention og seksuelt overførte sygdomme. Desuden er der en stigende bekymring for, at unge LGBTQ+-personer ofte står over for unikke udfordringer, herunder stigma og manglende adgang til relevant rådgivning.
For ret præcist 1 år siden, fremsatte jeg et forslag for byrådet til sidste års budgetforhandlinger, om at oprette en klinik for Seksuel Sundhed for Unge i Sundhedscenteret. Forslaget fik opbakning fra hele byrådet, og der blev afsat 300.000 kroner årligt i 3 år til projektet. Siden da har gode folk i sundhedsforvaltningen og i særdeleshed medarbejderne i Sundhedscenterets Ungeteam, arbejdet for at omsætte idé til handling.
I denne uge har et enigt Sundhedsudvalg så godkendt oplægget til ”klinik Ungeliv” som åbner om ganske kort tid i sundhedscenteret. Det betyder også at sundhedsudvalget selv afsætter yderligere 750.000 kroner over de kommende 3 år til projektet.
I klinikken vil unge mellem 12 og 25 år kunne få anonym rådgivning som kan omhandle for eksempel identitet, herunder også rådgivning for LGBTQ+ unge, grænser, risikovillighed, fertilitet, prævention og normalisering. Tilbuddet omfatter ligeledes tilbud om testning for seksuelt overførte sygdomme og graviditet.
Derudover er det lykkedes at få en aftale på plads med region Syddanmark, som såfremt Regionsrådet giver sin endelige godkendelse, vil bidrage med yderligere 1,6 millioner kroner over de kommende 3 år.
Det vil betyde at vi også kan tilbyde rådgivning om, og udlevering af, prævention i form af kondomer, spiralanlæggelse, anlæggelse af p-stav og ordination af anden prævention for eksempel p-piller. I klinikken vil der blive tilknyttet en sundhedsvejleder, en sexolog, en jordemoder og en gynækolog.
Lokalt vil vi arbejde aktivt for at udbrede budskabet om den nye klinik, ved at samarbejde med læger, sundhedspleje, misbrugscenter, skoler, ungdomsuddannelser, LGBTQ+ Sønderborg og andre relevante foreninger, gadeplansmedarbejdere og lokale organisationer.
Forskning viser, at tidlig adgang til seksuel sundhedstjenester kan reducere antallet af uønskede graviditeter og SOI. I lande med godt udviklede ungdomsklinikker ses ofte et fald i disse statistikker. Det er derfor afgørende, at vi investerer i initiativer, der sikrer, at alle unge har adgang til den nødvendige information og behandling.
Tak til alle involverede, til medarbejdere, byrådet og regionen- og særligt tak til sundhedsudvalget for vedvarende at stå sammen om at arbejde for et mere lige og nært sundhedsvæsen for alle.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].




















