Susanne Blegvad Posselt, Spidskandidat for SF i Sønderborg, skriver:
Læserindlæg: Bevar skolerne – styrk folkeskolen i hele Sønderborg
Vi står med et faldende elevtal i Sønderborg Kommune, og det er helt legitimt at spørge, hvad det betyder for vores skolestruktur. Men det er ikke legitimt at tie. Derfor vil jeg som spidskandidat for SF gerne sige det tydeligt:
Nej – vi skal ikke lukke flere skoler. Vi skal styrke dem.
Tak til Enhedslisten og borgmester Erik Lauritzen for også at melde klart ud. Det sender et vigtigt signal – ikke mindst til de mange forældre og ansatte, der igen og igen oplever usikkerhed om fremtiden.
Der er nemlig noget grundlæggende forkert i, at vi altid diskuterer skolelukninger, når elevtallet falder – men sjældent taler om, hvordan vi får børnene tilbage i folkeskolen.
For det handler ikke kun om tal – det handler om tillid og kvalitet.
Vi ved, at nogle forældre fravælger folkeskolen, fordi de oplever, at normeringerne er bedre i privatskoler og tyske skoler. Det bør ikke undre nogen. Årtiers nedskæringer har sat dybe spor – og de blå partier, inklusive Slesvigsk Parti, der alt for ofte er tungen på vægtskålen, har gjort det til en kamp at være barn i folkeskolen. Deres modstand mod skattestigninger har direkte konsekvenser for hverdagen i vores skoler.
Hvis vi vil vende udviklingen, kræver det investeringer. Og det kræver politisk mod – også når det handler om økonomi. Som Enhedslisten helt rigtigt påpeger: Vi mister ikke kun elever, når vi sparer. Vi mister også dygtige lærere – og dem får vi ikke bare tilbage, når økonomien vender.
Vi har allerede lukket én skole. Vi skal ikke lukke flere. Tværtimod skal vi se skolerne som et redskab til at skabe bosætning og liv i hele kommunen.
Folkeskolerne gør en forskel – ikke kun for børnene, men for hele lokalsamfundet. En lokal skole er ofte hjertet i en by. Den skaber liv, fællesskab og tilhør. Hvis vi vil tiltrække børnefamilier til alle dele af kommunen – ikke kun til Sønderborg by – skal vi sikre gode skoler tæt på, hvor folk bor. Det handler ikke kun om undervisning, men om fremtid og fællesskab i hele kommunen.
Derfor handler skolepolitik også om lokal udvikling og sammenhængskraft. Det her er ikke tiden til at tænke i lukninger. Det er tid til at tænke i løsninger.
Vi skal gøre folkeskolen attraktiv igen. Det handler om, at alle børn skal opleve fællesskab – ikke et A- og B-hold i Sønderborg Kommune.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].



















