Antallet af elever i Sønderborg Kommunes er støt faldende og alene fra skoleåret 2018/2019 til 2024/2025 er elevtallet faldet med 13 procent – svarende til 805 færre elever og en ny prognose, der rækker frem til skoleåret 2029/2030, forudser et yderligere fald på 9 procent – svarende til 465 elever, som SønderborgNYT skrev torsdag.
Elevtalsprognosen blev fremlagt for politikerne i Børne- og Uddannelsesudvalget på deres seneste møde og den negative udvikling i elevtallet rejser spørgsmålet, om Sønderborg Kommune fortsat skal have det samme antal folkeskoler som i dag – eller om det er tid til at overveje flere skolelukninger. Senest blev Ahlmann-Skolen lukket og lagt sammen med Humlehøj-Skolen, som herefter skiftede navn til Alssund-Skolen.
SønderborgNYT har spurgt samtlige medlemmer af Børne- og Uddannelsesudvalget, om det faldende elevtal giver anledning til overvejelser om at lukke flere skoler. Alle har undladt at svare – undtagen Asger Romme Andersen fra Enhedslisten.
”Elevtalsprognosen giver ikke Enhedslisten Sønderborg anledning til overvejelser om at lukke skoler. Tværtimod ser vi bevarelsen af folkeskolerne i de små byer som en forudsætning for at opretholde tilslutningen til folkeskolen”, siger Asger Romme Andersen til SønderborgNYT.
Han peger samtidig på, at prognosen bygger på 2024 – et år med historisk lavt fødselstal – og han ser tegn på en mere positiv udvikling.
”Allerede i de første fem måneder af 2025 er fødselstallet i Sønderborg Kommune steget med 22 procent i forhold til samme periode i 2024. Hvis den udvikling fortsætter, giver det grund til optimisme for de kommende år i vores skoler og dagtilbud”, siger Asger Romme Andersen.
Også borgmester Erik Lauritzen ønsker ikke flere skolelukninger. Det fortalte han til SønderborgNYT i sidste uge:
”Med lukningen af Ahlmann-Skolen ser jeg ikke behov for at tilpasse antallet af skoler yderligere til de dalende elevtal. Jeg tror på, at vi er på vej til at vende udviklingen. Det kommer nok ikke til at vælte ind med elever, men jeg tror på en forbedring. Med lidt tålmodighed forventer jeg, at nogle af de nye studenter i Sønderborg Kommune bosætter sig og stifter familie, så vi kommer ind i en mere positiv spiral. Det vil dog tage nogle år, før det kan ses i antallet af folkeskoleelever”.
Udover borgmesteren og Enhedslistens medlem af Børne- og Uddannelsesudvalget er der ingen andre udvalgsmedlemmer, der har ønsket at svare på spørgsmålet om, hvorvidt det nuværende antal folkeskoler kan opretholdes.
Der er politisk tavshed fra både udvalgsformand Jesper Smaling og næstformand Jesper Larsen. Heller ikke Venstres borgmesterkandidat Jimmy Simonsen eller Erik Krogh og Thomas Worm Larsen, ligeledes fra Venstre, har reageret, ligesom socialdemokratiets Erik Lorenzen heller ikke har ønsket at kommentere.
Asger Romme Andersen mener, at der skal arbejdes målrettet for at fastholde opbakningen til folkeskolerne i kommunen.
”Blandt andet skal vi se på alternativer til automat-nedskæringer på skoleområdet, næste gang krisen kradser, som den gjorde i 2022 og 2023. Hvis vi først har sparet nogle af de dygtige medarbejdere væk under en krise, så kan vi ikke regne med at genansætte dem, når det går godt igen”, siger han og fortsætter:
”Vi skal derfor være parate til at bruge kommuneskatten som redskab. F.eks. kunne et tillæg på 0,1 procent på kommuneskatten have været nok til at redde Ahlmann-Skolen, hvis vi havde været parate til at rykke sammen i bussen, i stedet for bare at skære ned ved førstkommende lejlighed. Børn og forældre og personale skal kunne stole på byrådets opbakning til folkeskolerne – også når krisen kradser,” slutter han.
Du kan se, hvordan elevtallet udvikler sig på hver enkelt folkeskole i kommunen her.





















