Mor med alvorligt syg dreng er igen i kamp med kommunen

23. maj 2018 Samfund

Helle Hamann, der har en alvorligt syg søn, er igen i kamp med kommunen, der ikke vil give hende tabt arbejdsfortjeneste, så hun kan passe sønnen.

“Jeg kæmper igen for min retmæssige tabte arbejdsfortjeneste og får afslag på afslag på afslag til trods for, at jeg har været i et arbejdsforhold, som jeg blev tvunget ud i og står med en opsigelse, der sort på hvidt fortæller, jeg er opsagt pga.

Artiklen fortsætter under annoncen

ustabilt fremmøde”, siger Helle Hamann til SønderborgNYT.

Når Helle Hamann taler med sygehusets socialrådgivere, så får hun at vide, at hun skal have dækket tabt arbejdsfortjeneste – og de kigger på selvsamme paragraffer, som gør, at socialrådgivere i kommunen siger, at det skal hun ikke.

“Min søn har næsten 60 procent fravær i skolen i dette skoleår. Men kommunen nægter at basere sagen på hele skoleåret eller de forgangne år, men bruger kun de seneste tre måneder, som fortæller, at min søn har haft 28 dages fravær”, siger hun. Drengen går i 1. klasse.

Helle Hamann fortæller, at i juli sidste år, var der ingen ture til læge eller sygehus.

“Men ellers har der siden 2015 været fire hospitalsindlæggelser om måneden plus de akutte ambulante behandlinger”, siger Helle Hamann og tilføjer, at læger på sygehuset siger, at det er hende, der er ekspert i sønnens sygdom.

“Jeg kender min søn og kan se alle signalerne, så jeg får ham til sygehuset i tide. Derfor er det ikke en løsning at lade andre passe ham”, siger hun.

Faktuelle fejl

“Det skriftlige afslag, som kommunen har givet, rummer flere faktuelle fejl, men det er den politiske ledelse ligeglad med”, siger Jørn Thrane fra Ligeværd Sønderborg.

“Jeg undrer sig over, at borgmesteren, udvalgformand Claus Klaris og næstformand Jesper Smaling sidder med hænderne i skødet”, siger han.

Opslidende

Det trækker alvorligt på kræfterne at passe en alvorligt syg dreng, hvor man hele tiden skal være parat til at fare afsted til sygehuset og være forberedt på akutte indlæggelser.

“Og det er jo fantastisk, at jeg så også skal kæmpe med kommunen, som sådan set burde hjælpe borgerne”, siger Helle Hamann, der slet ikke kan få økonomien til at hænge sammen med sygedagpenge.

For Helle Hamann er det på ingen måde nyt, at det er meget svært at få hjælp af Sønderborg Kommune.

Det kan du læse mere om HER

“Borgerens opfattelse er ikke overenstemmelse med vores afgørelse. Da vi ikke kan udtale os om det konkrete i sagen så giver det ikke mening med en udtalelse fra os”, siger forvaltningsdirektør Carsten Lund til SønderborgNYT..

Hverken borgmester Erik Lauritzen, udvalgsformand Claus Klaris eller næstformand Jesper Smaling har ønsket at udtale sig om sagen.

 

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk