Årets naturvandring i Oksbøl Skov har fokus på rejsning af ny skov og dyre- og plantelivet i området, og alle interesserede er velkomne til at deltage. Det sker torsdag den 11. juni med start fra Hundeskoven i Oksbøl Skov.
Naturvandringen sker i et roligt tempo med tid til at stille spørgsmål undervejs, når turen går rundt i naturperlen Oksbøl Skov, der strækker sig over 150 hektar. Alle naturinteresserede inviteres med på vandringen, hvor der også er plads til fordybelse og nyde området.
På vandringen kan man høre mere om næste fase af skovrejsningen, og undervejs fortælles der om de mange planter og dyr, der har taget området til sig. Der vil også blive fortalt om, hvordan den næste fase i projektet binder by og skov sammen, og gives en status for rejsningen af skoven.
På programmet er også betydningen af de naturlige diger og hegn, planterne i det åbne land, fuglelivet i området, Karholm Skov, SPOR – litterære lydvandringer, planerne for beplantningen i næste fase og Naturpark Nordals.
Oksbøl Skov drives naturnært og er med til at sikre grundvandet i området – skovrejsningen er med til at skabe nye levesteder for planter og dyr. Skoven kommer til at byde på en masse ny natur med muligheder for at nyde friluftsliv, rekreation og gåture samt steder til udeskole og udeundervisning.
Arrangørerne sørger for vand og snacks til turen. Det er Naturstyrelsen Sønderjylland, Sønderborg Kommune og Foreningen Vandsamarbejdet, der står bag arrangementet, og de anbefaler passende påklædning og fodtøj til turen.
Naturvandringen finder sted torsdag den 11. juni 2026 fra klokken 19:00 til 21:00 i Hundeskoven i Oksbøl Skov. Det er gratis at deltage, og alle er velkomne. Deltagere opfordres til at komme på cykel eller til fods, da der er begrænsede parkeringspladser på stedet.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.



















