Der er kommet et nyt sted at spise i Gråsten, hvor tanken er at gøre det nemt for familier at gå ud og spise sammen. ‘Restaurant FJORD’ er åbnet på Marina Fiskenæs, og bag stedet står Son Minh Tran og Jonas Lehmann Stistrup.
“Vi synes, der manglede en familierestaurant i Gråsten og omegn, så derfor har vi åbnet en buffetrestaurant med stor salatbar, masser af varme retter, ostebord og dessertbord. Der bliver også skåret kød foran gæsterne”, siger Son Minh Tran til SønderborgNYT.
Det nye sted ligger midt i et område, hvor mange både holder ferie og kommer forbi med familien, og det er også den hverdag, restauranten er tænkt ind i. Her skal man ikke bruge lang tid på at vælge eller holde styr på, hvem der kan lide hvad. Tanken er i stedet, at alle rundt om bordet skal kunne finde noget, de har lyst til.
For Son Minh Tran er det heller ikke tilfældigt, at det netop blev Gråsten. Han er selv fra området, bor i Egernsund og kender byen godt fra sin egen opvækst.
“Jeg er opvokset i Egernsund og har gået på Gråsten Skole, så jeg kender byen rigtig godt. Derfor ved jeg også lidt om, hvad der rører sig, og hvad der måske mangler”, fortæller Son Minh Tran.
Son Minh Tran og Jonas Lehmann Stistrup har kendt hinanden i næsten ti år. Son Minh Tran har allerede flere års erfaring fra restaurationsbranchen og driver blandt andet Asian Wok House i Nordborg, mens Jonas Lehmann Stistrup kommer ind i det nye projekt med en baggrund som slagter.
“Jeg blev tilbudt at overtage restauranten, men fordi jeg lige er blevet far til en dreng på 14 måneder, kunne jeg ikke starte det op alene. Derfor gav det mening at få Jonas Lehmann Stistrup med. Han har stor viden om kød og råvarer”, fortæller Son Minh Tran.
De håber nu, at Restaurant FJORD kan blive et sted, hvor både lokale og feriegæster får lyst til at komme igen. Restauranten ligger på Enjoy Resorts Marina Fiskenæs i Gråsten.




















