Økonomiudvalget siger god for at sælge politigrunden og et areal ved Sønderskov-hallen

Sønderskovhallen. Foto: Sønderborg Kommune
Sønderskovhallen. Foto: Sønderborg Kommune
20. september 2023 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Økonomiudvalget har på et møde i dag, onsdag, bestemt sig for at sælge ’politigrunden’ i Gråsten, som er på ca. 8700 kvadratmeter. I april godkendte udvalget, at grunden kunne komme i spil til placering af detailhandel sammen med muligheden for at bygge boliger. Det er taget med i den tilrettede kommuneplanrevision.

”Vi sætter de to grunde til salg, fordi det vil skabe udvikling i de to områder bl.a. med detailhandel. Sønderborg Kommune har en klar strategi om at være en kommune, hvor folk vil bosætte sig. Derfor har Byrådet en målsætning om, at der skal bygges 2.500 nye boliger, så indbyggertallet kan vokse til 77.000. Muligheden for boliger på to meget attraktive grunde i henholdsvis Sønderborg og Gråsten er med til at opfylde den ambition”, siger borgmester Erik Lauritzen, der også er formand for Økonomiudvalget, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han bakkes op af næstformanden i udvalget:

”At vi åbner for detailhandel på de to grunde er med til at styrke lokalsamfundene, fordi det bliver endnu mere attraktivt at bo og leve i områderne – i det her tilfælde både centralt i Gråsten og Sønderborg. Der er samtidig efterspørgsel efter forskellige boligtilbud i kommunen, så når vi blandt andet kan sætte eftertragtede grunde til salg på centrale adresser, så styrker det muligheden for at tiltrække tilflyttere”, siger Stephan Kleinschmidt, der er første viceborgmester.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi skal udvikle Gråsten og sikre at der også fremover er indkøbsmuligheder tæt på bymidten. Derfor bakker Venstre fuldt og helt op om den gamle politigrund nu udbydes til salg i Gråsten, så vi kan sikre både detailhandel og boligudvikling i Gråsten. Beslutningen er et godt skridt fremad, så vi kan nå målet om at blive en attraktiv tilflytningskommune. Der er dog et fortsat behov for at løfte selve bymidten i Gråsten og sikre, at der sættes penge af til at sikre, at by-strategien kan realiseres og de mange lokale ønsker og ideer kan blomstre”, siger Økonomiudvalgsmedlem Ellen Trane Nørby, som er 2. viceborgmester og Venstres politiske ordfører.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Venstre støtter også salget af grunden ved Sønderskovskolen, så vi kan sikre både muligheder for boliger og detailhandel i den del af Sønderborg by som en del af målsætningen om at sikre en attraktiv kommune, hvor vi i 2030 kan nå målet om at være en attraktiv bosætningskommune med 77.000 indbyggere og skabe vækst og udvikling”, siger Ellen Trane Nørby til SønderborgNYT.

Sønderborg Kommune købte i 2014 politigrunden i Gråsten med henblik på byggeri af boliger i relation til plejehjemmet. Ejendommen blev revet ned, men på grund af forskellige forhold blev planerne ændret, og grunden har i mellemtiden været udnyttet som parkeringsareal og som byggeplads ved forskellige offentlige byggeprojekter.

Artiklen fortsætter under annoncen

Grunden har også været i spil til byggeri af ældrevenlige boliger.

Grunden i Sønderborg

B.S. Ingemanns Vej 1 i Sønderborg, som er på ca. 7500 kvadratmeter, er også til salg og her lægges der op til byggeri af både boliger og detailhandel. Grunden skal udvides, fordi byggeri af en moderne detailhandelsbutik kræver et areal på ca. 1200 kvadratmeter.

Med parkeringskrav til kunder samt beboere ved minimum otte lejligheder vil den eksisterende grund ikke have været en tilstrækkelig størrelse. Grunden udvides mod nord, så der bliver behov for at flytte og opdatere Sønderskovskolens cykelskure og stisystemer. Desuden vil der ske en opdeling af indkørsel og fordeling af parkeringspladsareal ved Sønderskovhallen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Asfaltpladsen ved hallen sælges med og indkørsel til hallen skal ske ad den anden indkørsel.