Universe Science Park på Nordals løfter nu sløret for parkens tredje nyhed i 2025-sæsonen – og det bliver en oplevelse, der bogstaveligt talt vender op og ned på gæsterne. Den nye attraktion, Space Spinner, byder på en intens og roterende tur, hvor besøgende snurrer rundt om sig selv, samtidig med at de svinges i en stor cirkel. Den nye attraktion åbner til sommer.
“Roterende og snurrende vil gæsterne få en ’Andreas Mogensen i rummet’-lignende oplevelse, der bliver sprælsk og udfordrende for alle vores gæster, der godt kan klare mosten,” siger Pernille Emma Creutz Kjer, projektchef i Universe, og fortsætter:
“Den nye Space Spinner kommer til at se hæsblæsende ud, men faktisk kan man også i denne nyhed – to og to – selv bestemme, om turen skal være tempofyldt eller mere rolig og glidende. Det er dog sikkert, at gæsterne bliver vendt op og ned, når de prøver Space Spinner,” siger Pernille Emma Creutz Kjer i en pressemeddelelse.
Space Spinner bliver den første af sin slags i Danmark. Attraktionen består af otte kabiner med plads til to gæster i hver, og turen kan tilpasses efter temperament – takket være interaktiv styring bestemmer gæsterne nemlig selv, hvor vild oplevelsen skal være. For at prøve Space Spinner skal man være minimum 105 cm høj, oplyser Universe.
Space Spinner er den tredje store tilføjelse til Universe i 2025. Først blev det afsløret, at parken åbner et nyt Nintendo-område, og kort derefter blev Gravity Tower annonceret som åbner til sommer. Derudover er en fjerde nyhed samt et nyt spisested også på vej, men detaljerne er endnu ikke offentliggjort.
Samtidig får den populære Raketbanen en ny placering – den flytter til området omkring den store indendørs boldlegeplads Ball Factory, hvor den fortsat vil være en del af parkens familievenlige tilbud.
Med Space Spinner tager Universe endnu et skridt mod at tilbyde sjove, lærerige og grænseudfordrende oplevelser – for hele familien.





















