Søg støtte til at vise det helt særlige i lokalområdet

Realdania åbner Samlingskraft-puljen. Arkivfoto: Ole Kæhler
Realdania åbner Samlingskraft-puljen. Arkivfoto: Ole Kæhler
17. april 2024 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Mange kender ikke de særlige bygninger og steder i deres lokalområde, som er værd at kende til og vær at bevare. Det skal puljen ‘Samlingskraft – sammen om steder vi holder af’ ændre på.

Puljen støtter arrangementer, der sætter fokus på den lokale bygnings- og landskabskultur, fremmer forståelsen af bæredygtige løsninger og inviterer nye målgrupper til at deltage i de lokale fællesskaber, skriver Realdania.

Man kan søge om op til 25.000 kroner til et arrangement, og puljen åbner igen den 17. april. Frem til den 23. maj kan alle med en god idé til et arrangement, der formidler de særlige steder i deres nabolag, søge støtte.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er fjerde gang, Samlingskraft åbner for ansøgninger, og i hele landet har der allerede været over 90 spændende, aktive og nytænkende bud på arrangementer, der sætter fokus på, hvorfor vores fælles bygnings- og landskabskultur er så vigtig i et bæredygtighedsperspektiv. Samlingskraft giver muligheden for at fejre og dele de lokale skatte med fællesskabet, og det har allerede vist sig at styrke forståelsen og sammenholdet mange steder.

Alle frivillige foreninger, der kan finde mindst én samarbejdspartner, kan være med til at søge om et arrangement, der udforsker fællesskaber og åbner øjnene for jeres lokalsamfunds særlige bygningskultur og unikke landskabsmiljøer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Man kan søge om støtte fra puljen via samlingskraft.dk. Her er også tjeklister og inspiration til aktiviteter, samt en guide til at lave en invitation, der når langt ud i lokalområdet. Ansøgere kan forvente at få svar sidst i juni 2024. Der bliver i øvrigt åbnet for ansøgninger igen senere på året.

Samlingskraft er et By og Land Danmark-projekt, der er finansieret af den filantropiske forening Realdania.