Økonomiudvalget havde to dagsordenspunkter på deres marts-møde, som handlede om at igangsætte de videre processer for at skabe nye almennyttige boliger i Sønderborg, herunder planen om de 550 permanente studieboliger på den gamle Materialegård.
”Det er rigtig flot af SAB og SALUS, at de gik ind i det her og er med til at løse en af de meget positive udfordringer, vi har omkring studieboliger, og det bliver efter min og hele Økonomiudvalgets mening sådan, at det her bliver et fantastisk område, når det er færdigudviklet derude, og dermed fik vi løst en stor del af den udfordring, vi har om at få flere studieboliger”, sagde Erik Lauritzen på et pressemøde efter økonomiudvalgsmødet.
På mødet spurgte SønderborgNYT ind til, hvad de nye studieboliger kommer til at koste for de studerende, og hvad priserne bliver – og det kan du læse mere om her.
Stephan Kleinschmidt, politisk ordfører for Slesvigsk Parti, er begejstret for planerne om de nye studieboliger på Skovvej:
”Efter flere års politisk fokus er 550 studie- og 32 familieboliger på Skovvej godt nyt. Vi får løst en stor del af behovet for flere boliger i byen. De permanente, bynære boliger, tæt på både by, skov og vand, vil gøre Sønderborg til en endnu mere attraktiv studieby. Samtidig udvikler vi Materialegårdens grund, hvilket vil skabe et attraktivt byrum, der binder området sammen”, skriver Stephan Kleinschmidt i en kommentar til SønderborgNYT.
Også på Bülowsvej planlægges der nye almennyttige boliger, hvor der skal opføres 39 almene familieboliger, og det nikkede Økonomiudvalget også ja til.
”Etablering af nye boliger er en topprioritet, og interessen for Sønderborg har været stigende i årevis. Hvis vi vil være en kommune, hvor folk faktisk ønsker at bosætte sig, må vi også sikre boliger på de mest attraktive adresser. De 39 almene familieboliger på Bülowsvej er et skridt nærmere at imødekomme byens akutte boligbehov”, siger Stephan Kleinschmidt.
Nu skal sagerne en tur forbi Byrådet, og når de mødes på onsdag, forventes de to projekter at blive godkendt.





















