Tidligere på ugen blev det offentliggjort, at Sønderborg Kommune har udarbejdet en plan for etablering af 550 permanente studieboliger på grunden, hvor Materialegården tidligere har ligget. Kommunen har forsøgt at sælge grunden over tre omgange uden held, og derfor ønsker man nu at omdanne den til et nyt studiemiljø i Sønderborg.
Nyheden har vakt glæde blandt mange, men har også affødt en række spørgsmål, som SønderborgNYT har modtaget og derfor dykker vi her ned i planerne og forsøger at besvare de mest centrale spørgsmål, som vel og mærke kan besvares ud fra det vi har kendskab til.
Da der formelt først træffes beslutning om projektets gennemførelse på onsdagens møde i Økonomiudvalget, er denne gennemgang med forbehold for den politiske proces samt de efterfølgende planer, der skal udarbejdes og vedtages for området. Oplysningerne stammer fra et bilag udarbejdet af Sønderborg Andelsboligforening.
Området, hvor Materialegården har ligget, dækker et areal på ca. 35.375 m². Målet er at omdanne det til et attraktivt studiemiljø med ca. 550 kollegieværelser samt 32 almene boliger. Projektet har fokus på at integrere grønne områder og fællesfaciliteter for at skabe et dynamisk og levende miljø for studerende.
Byggeriet planlægges at bestå af to kollegiebygninger og 32 almene boliger. Kollegie 1 opføres med 3,5 etager og sadeltag og rummer 370 værelser, mens Kollegie 2 får 3 etager med fladt tag og plads til 180 værelser. De almene boliger opføres som 2-etagers bygninger og henvender sig til både familier og studerende.
For at bevare en historisk forankring i området vil det gamle bindingsværkshus blive restaureret og omdannet til et fælleshus. Dette fælleshus skal fungere som et socialt samlingspunkt for både de nye kollegier og de eksisterende boliger i nabolaget. Derudover bevares et stort, karakteristisk træ samt en stensætning øst for bindingsværkshuset, da disse har bevaringsværdi. En eksisterende beskyttet sø med tilhørende træer forbliver en del af landskabet og skal fungere som et rekreativt element for beboerne.
Alle øvrige bygninger på grunden vil blive fjernet for at gøre plads til det nye byggeri.
Kollegieværelserne vil i gennemsnit være ca. 40 m² store, og hver beboer vil have adgang til fællesarealer på ca. 15 m² per værelse. Boligerne vil være moderne og funktionelle med gode fællesfaciliteter, men notatet nævner ikke, hvad huslejen forventes at blive.
Inden byggeriet påbegyndes, vil der blive foretaget miljøundersøgelser for at vurdere eventuel forurening fra tidligere industrielle aktiviteter på grunden. Materialegården har tidligere været brugt til opbevaring og drift, hvilket kan have medført jordforurening. Byggeriet vil tage hensyn til bæredygtige løsninger såsom energieffektive bygninger, regnvandsopsamling og grønne opholdsarealer.
Et væsentligt fokus i projektet er at sikre, at kollegiet bliver tilgængeligt for alle. Der vil derfor blive etableret et nødvendigt antal handicapvenlige værelser med bredere døråbninger, niveaufri adgang og tilpassede badeværelser. Derudover vil fællesområderne og stisystemerne blive udformet med henblik på let adgang for personer med nedsat mobilitet, så alle beboere kan færdes frit og trygt.
Hvis alt går efter planen, forventes de nye boliger at stå klar til indflytning i 2028.
Den samlede anlægssum for projektet er estimeret til ca. 755 millioner kroner. Sønderborg Kommunes indskud i grundkapital til studieboligerne forventes at være 69 millioner kroner, mens grundkapitalen til familieboligerne anslås til omkring 6 millioner kroner.
En del af finansieringen forventes at komme fra salgsindtægter, herunder fra afhændelsen af grunden på Kærvej, hvor det tidligere vandrerhjem ligger. Når der ikke længere er behov for midlertidige studieboliger, kan grunden sælges til privat boligbyggeri.
Forvaltningen indstiller derfor til Økonomiudvalget, der mødes på onsdag, at Byrådet principgodkender opførelsen af 550 permanente studieboliger på Skovvej 2-4 og igangsætter arbejdet med at udarbejde en lokalplan for projektet.
Går du også og grubler over noget eller mangler svar på et emne, du interesserer dig for? Så skriv til SønderborgNYT på [email protected]. Vi er klar til at finde svar til dig og de øvrige læsere.






















