Sønderjyllands Symfoniorkester fejrer traditionen tro det nye år med Nytårsgalla i bedste wiener-stil, som byder på elegance, livlig energi og et strejf af nostalgisk glans. Det sker lørdag den 10. januar.
Til Nytårsgallaen er Sønderjyllands Symfoniorkester under ledelse af 1. gæstedirigent Henrik Schaefer, mens Peter Lodahl, der er en af landets mest efterspurgte operasangere, er vært og tenor. Derudover deltager Lydia Hoen Tjore, der er en af de mest lovende og betagende operatalenter fra Norge.
Sønderjyllands Symfoniorkester hylder traditionerne, når orkestre spiller med både overskud og glimt i øjet, mens det tager publikum gennem en række af operaens og operettens mest elskede højdepunkter. Der bydes på blandt andet romantiske Puccini-duetter, ikoniske arier fra La Bohème og Verdis festlige Brindisi.
Derudover kan publikum se frem til både glamour og hjerteskærende melodier i klassikere som ’Meine Lippen’ og ’Sie Küssen So Heiß’, Heubergers elegante ouverture til operaballet samt Ziehrers natlige valsestemning, inden aftenen kulminerer med Strauss’ udødelige ’An Der Schönen Blauen Donau’ og Lehárs elskede ’Lippen Schweigen’.
Aftenens stemning er let, sprudlende og fuld af charme, når den festlige musikalske tradition topper med den nytårsstemning, som kendes fra Wienerfilharmonikernes berømte nytårskoncert. Det handler ikke blot om musikken, men også om atmosfæren og fejringen af det nye år med smittende rytmer, elegante fraseringer og humoristiske overraskelser.
Årets Nytårsgalla finder sted lørdag den 10. januar 2026 klokken 20:00 på Alsion. Der er kun få billetter tilbage, som kan købes via Sønderjyllands Symfoniorkesters hjemmeside.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.























