USA- og Tyskland-analytiker Mirco Reimer Elster er formandskandidat i Græseforeningen

29. januar 2024 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Grænseforeningens bestyrelse indstiller Mirco Reimer-Elster til at afløse Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, der ikke genopstiller, på posten som formand for foreningen.

Mirco Reimer-Elster er kendt som USA- og Tyskland-analytiker på TV 2. Han er også radiovært på kulturprogrammet ‘Only in America’ og det eneste ugentlige danske radioprogram om Tyskland, Radio 4’s ‘Genau’ samt klummeskribent hos Jyllands-Posten.

Desuden er han sammen med journalist Ulla Terkelsen forfatter til bogen ’Skønhed og skræk – to generationer på rejse i Tyskland’.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mirco Reimer-Elster er 37 år gammel, bor i København. Han er født og opvokset i Sydslesvig, hvor han gik i dansk børnehave og på Hiort Lorenzen Skolen i Slesvig. Det var også her, at Mirco gennem Sydslesvigske Børns Ferierejser fik mulighed for at blive feriebarn på Bornholm. Han blev student fra Duborg-Skolen i Flensborg, hvorefter han arbejdede som handicapmedhjælper på Dybbøl-Skolen i Sønderborg i to sabbatår, inden han begyndte på historiestudiet i København. Mirco kom sidenhen tilbage til Sydslesvig og boede i Flensborg med sin familie, hvor datteren gik i en dansk børnehave i byen. I dag går hans ældste barn i den tyske skole i København, Sankt Petri Skole.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi har nu fundet den rigtige kandidat til at afløse Peter Skov-Jakobsen. Vi er meget glade for, at Mirco Reimer-Elster vil påtage sig den vigtige opgave, det er at være formand for Grænseforeningen. Vi er sikre på, at han med sin forankring i grænselandet kan være bindeled og brobygger til Sydslesvig”, siger næstformand i Grænseforeningen, Else Tornbo i en pressemeddelelse.

”Samtidig ser vi i Mirco Reimer-Elster en kandidat, som vil Grænseforeningens lokalforeninger og den energi, det hjerteblod og det folkelige, der ligger i dem. Vi er sikre på, at han er den rigtige til at bringe Grænseforeningen ind i fremtiden, så man med al tydelighed kan se, hvad Grænseforeningen er, hvad den står for og hvor den vil hen, siger.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Som sydslesviger og feriebarn har jeg på første hånd oplevet Grænseforeningens generøsitet og vigtige virke. Tak er kun et fattigt ord. Derfor er jeg også enormt beæret over den tillid, som bestyrelsen har vist mig ved at indstille mig som formandskandidat. Såfremt jeg bliver betroet med formandskabet, vil jeg gøre mit for, at Grænseforeningens lokalforeninger føler sig set, hørt, og repræsenteret. Det kan siges kort og godt: lokalforeningerne først”, siger Mirco Reimer-Elster”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Formandsvalget finder sted på Grænseforeningens Sendemandsmøde lørdag den 27. april. Sendemandsmødet er det samme som en generalforsamling.

Fristen for at opstille kandidater er den 2. marts. Og her indstiller bestyrelsen for Grænseforeningen altså Mirco Reimer-Elster.