I det tidlige forår startede Sønderborg Kommune og Sønderborg Vækstråd en tur rundt hos kommunens virksomheder. Målet er, at 125 lokale virksomheder får et besøg, og her midt i maj har der nu været holdt 50 dialogmøder med virksomheder rundt om i kommunen.
Hvis man vil have en kommune i balance, og hvor der er grobund for vækst, er det vigtigt, at virksomhederne har de rette vilkår og et fungerende drifts- og vækstmiljø, så de forsat kan skabe vækst og arbejdspladser. Derfor har man taget fat på disse besøg for at sikre sig viden om, hvilken rolle kommunen kan spille for den enkelte virksomhed, skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Man har nu efter de første 50 besøg lavet en midtvejsevaluering for at få overblik over, hvordan processen har forløbet, hvilke tendenser, der står frem, og hvordan de næste besøg skal justeres.
Fem hold tager rundt
Kommunens repræsentanter har delt sig op i fem hold, der hver især skal besøge 25 virksomheder og på de fem hold kan man både finde politikere og ledere og konsulenter fra kommunen og vækstrådet. De er alle involveret og interesseret i virksomhedernes vilkår, og hvordan virksomhederne oplever samarbejdet.
Vækstrådet er indgået i samarbejdet, da de som følge af deres arbejde med erhvervsfremme og erhversservice-aktiviteter, kan spille ind med en vigtig viden om virksomhedernes behov.
“Vækstrådet vil blandt andet via disse besøg ude ved virksomhederne arbejde målrettet på, at der kommer et godt erhvervsklima til Sønderborg Kommune. Vi kigger normalt på, hvordan vi kan accelerere mere vækst, og hvordan vi kan sikre både arbejdspladser og arbejdskraft til kommunen, og disse dialogmøder bidrager med relevant og brugbar viden til vores fremtidige arbejde”, siger Ole Daugbjerg, direktør i Sønderborg Vækstråd.
Blandt politikerne finder man borgmester Erik Lauritzen, Frode Sørensen formand for Teknik- og Miljøudvalget, Jan Prokopek Jensen, formand for Arbejdsmarkedsudvalget og Ole Wandahl Stenshøj, formand for Erhvervsudvalget.
Borgmester Erik Lauritzen har fået et stort og brugbart indblik gennem sine besøg på nogle af de lokale virksomheder:
“Det har været lærerigt at komme ud til virksomhederne og høre, hvordan deres virkelighed forløber og hvilke udfordringer, de står overfor. Ved besøgene lytter vi til virksomhederne og forsætter en konstruktiv dialog, hvor der er rum til at idéudvikle, siger Erik Lauritzen i en pressemeddelelse.
Klare tendenser
Ud fra de 50 første besøg træder nogle klare tendenser frem.
Generelt er der fra virksomhedernes side stor tilfredshed med, at kommunen har taget initiativet til disse dialogmøder, for det giver dem muligheden for at lufte ris og ros over for et af de fem hold. Blandt andet er der enkeltsager, hvor virksomhederne har haft mere ris end ros, og disse sager vil nu blive taget under behandling.
Af mere konkrete eksempler på fremstående tendenser efterlyser en stor del af virksomhederne en tredje Lillebæltsforbindelse mellem Als og Fyn, fordi den vil styrke Sønderborgs geografiske position i forhold til rekruttering og fastholdelse af kvalificeret arbejdskraft. Kvalificeret arbejdskraft er nemlig noget, en del virksomheder angiver, at de mangler. De mangler faglært arbejdskraft til deres produktion og drift.
Mangler dygtige lærlinge
Dette lægger sig op ad, at virksomhederne også mangler elever og lærlinge, der er tilstrækkeligt kvalificerede og arbejdskraft og ekspertise inden for bl.a. it og eksport til at løse vigtige opgaver, så de ikke kan bare leve op til nuværende niveau, men også udvikle sig og opnå vækst i virksomheden. Det er specielt de mindre virksomheder, som savner løsninger på de mere administrative områder, men som ikke selvstændigt kan løfte ansættelsen.
På den positive side kan man fremhæve, at mange virksomheder er tilfredse med kommunens erhvervskontakt, at flere har haft glæde af at benytte sig af kommunens jobcenter, og at den nyetablerede motorvej mellem Sønderborg og Kliplev har løftet områdets infrastruktur til nye højder.
“Selvfølgelig har hver virksomhed nogle individuelle udfordringer, som vi skal se på, men ved at finde de her tendenser, kan vi også som kommune igangsætte mere brede og almene initiativer, som mange af virksomhederne forhåbentlig kan komme til at nyde godt af. Og heldigvis viser det sig, at der er ting, vi gør rigtigt allerede nu. På den måde har besøgene virkelig nyttet og givet stor inspiration til, hvordan vi i udvalgene og i kommunen skal forsætte fremadrettet”, siger Ole Wandahl Stenshøj, formand for Erhvervsudvalget.
Erhvervsudvalget vil allerede på førstkommende møde i juni sætte gang i de første initiativer på baggrund af dialogmøderne med virksomhederne.