Byrådsmedlem Asger Romme Andersen fra Enhedslisten har i en artikel her på SønderborgNYT fortalt om byrådspolitikernes arbejdsvilkår, hvor han gør sig til talsmand for at lægge flere møder i arbejdstiden af hensyn til familielivet.
”Jeg er kun enig med Asger Romme Andersen et stykke hen ad vejen, fordi flere møder i arbejdstiden vil nok få andre til at fravælge politik på grund af job og karrieremuligheder, men det er en vigtig debat på tærsklen til et valgår, hvor de fleste partier er i gang med at rekruttere nye kandidater”, siger byrådsmedlem Tage Petersen fra Venstre.
Balancen imellem politik, familie og job kan være svær, men i kommunalpolitik er det jo kun borgmesteren, der har politik som fuldtidsjob, mens alle andre har det som et tidskrævende, men spændende, fritidsjob eller bijob.
”I de 27 år jeg har været med, der har vi fået flere møder, og sagerne er blevet mere komplekse, men ud over at kigge på mødetidspunkter, tror jeg også at vi skal kigge indad og se, om vi skal have færre politiske udvalg og uddelegere flere ting til forvaltningen, så arbejdsmængden bliver mere overkommelig”, siger Tage Petersen til SønderborgNYT.
”Det er nemmere sagt end gjort, for på valgnatten er det bekvemt at have mange politiske udvalgsformandsposter at dele ud af, og når vi møder borgerne i Brugsen, forventer mange, at vi kender alle sager i kommunen ned i mindste detalje. Men når vi vil have et aldersmæssigt, kønsmæssigt og erhvervsmæssigt bredt sammensat byråd, synes jeg at det er en diskussion værd”.