Afspærringerne langs Strandpromenaden har i de seneste uger fået forbipasserende til at standse op og undre sig og med vand, der igen står ind over belægningen, melder spørgsmålet sig naturligt: Hvorfor er der fortsat spærret af, og er promenaden i fare for at tage yderligere skade?
Ifølge Keld Rysgaard, afdelingsleder i Anlæg og Infrastruktur i Sønderborg Kommune, er forklaringen først og fremmest vejret. Reparationsarbejdet på de skader, der opstod tidligere på året, er ganske enkelt sat på pause.
“Afspærringen står der fortsat, da reparationsarbejdet på de første skader i 2026 er sat i stå på grund af vejret”, forklarer han og peger på, at frost og is gør arbejdet umuligt:
“Det er umuligt at komprimere grus når det er frostvejr, og der ligger is overalt. Vi starter arbejdet op igen så snart vejret er til det”, siger han til SønderborgNYT.
Selv om vandet igen skyllede ind over strandpromenaden i går, vurderer kommunen, at situationen er under kontrol. Keld Rysgaard har selv været forbi for at tjekke forholdene.
“Der kommer enkelte overskyl ind på belægningen, men det hele er dækket af is i forvejen, så der sker næppe yderligere skader”.
Tidligere har kommunen i lignende situationer udlagt måtter for at beskytte belægningen, men den løsning er ikke aktuel denne gang.
“Det kan ikke lade sig gøre at sikre yderligere mod skader, og vurderes heller ikke nødvendigt”, lyder vurderingen fra afdelingslederen.
Alt i alt forventer Keld Rysgaard ikke, at vintervejret vil forværre situationen.
“Der kommer næppe flere skader af betydning med det nuværende vejrlig”. siger Keld Rysgaard.
Indtil temperaturen stiger, må borgere og besøgende derfor væbne sig med tålmodighed og respektere afspærringerne, så arbejdet kan genoptages sikkert, når forholdene igen tillader det.






















