Virksomheden WeUse fik god hjælp gennem SDU-konkurrence

Vinderholdet. Pressefoto
Vinderholdet. Pressefoto
21. november 2023 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

I weekenden var unge fra ind- udland samlet på SDU i Alsion til ’SDU Case Competition 2023’, hvor de dystede i at kreere løsninger i bæredygtighedens tegn. Lokale virksomheder Danfoss, Bitzer, CLEAN, Buy2Sell & WeUse havde leveret de virkelighedsnære udfordringer, som de studerende skulle prøve kræfter med, så de blev testet i innovativ tænkning og udfordret i at udvikle og pitche real-life løsninger til virksomhederne.

”Opskriften er simpel. Industrien leverer cases i form af en række udfordringer, de står med i hverdagen, de studerende har så 48 timer til at finde på de bedst mulige løsninger”, siger innovationskonsulent ved SDU, Frederik Gottlieb i en poressemeddelelse. Han fortæller videre, at eventet, der udspillede sig fra torsdag eftermiddag til lørdag aften, var en stor succes og har modtaget ros fra både de studerende og de medvirkende virksomheder.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vinderne blev ’Team Our(o)’, som bestod af de seks software-ingeniører, Bence Kanyok Francesco Schenone, Kacper Grzyb, Marcus Zschage, Phongsakon Mark Konrad og Zuhao Zhang, der baseret på bl.a. Machine Learning kom med en række bud på, hvordan virksomheden WeUse vil kunne optimere sit produkt. WeUse er en platform, der gør det nemt for dig at låne, leje eller give ting væk trygt og sikkert i lukkede fællesskaber.

”Det var superfedt at deltage i eventet. Jeg er selv iværksætter og har min egen virksomhed, så jeg følte mig om nogen hjemme i et intenst og innovativt forløb som dette. Vi pitchede vores produkt fire gange i løbet af de to dage, og vi oplevede, hvordan det blev bedre og bedre for hver gang – ikke blot produktet, men også vores præsentation”, fortæller Phongsakon Mark Konrad fra vinderholdet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Phongsakon Mark Konrad fremhæver den tætte kontakt med virksomhederne og SDU-ansatte undervejs som særlig lærerig.

”Det var med til at give sådan en helt særlig Silicon Valley-fornemmelse”, griner han.

Imponeret WeUse-direktør

Phongsakon Mark Konrad og hans holdkammerater formåede på eventets korte tid at udvikle en app’, der kunne tilføje en række funktioner til WeUses eksisterende platform. Og det var virksomhedens stifter og direktør, Emil Busch, yderst imponeret over:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det har været en fornøjelse at følge og guide ’Team Our(o)’ under hele Case Competition. Deres resultat er yderst relevant og en innovativ løsning til at få danskere til at dele mere ved at basere WeUse’s delefællesskaber på interesser og lave mødesteder ude på caféer og restauranter. WeUse er meget begejstret for deres arbejde og vil sammen med gruppen videreudvikle på deres koncepter, sådan vi kan gøre det trygt og nemt for alle at dele deres ressource, frem for alle skal købe nyt og de ting ender med at samle støv”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Konkurrencens hovedsponsor, Danfoss, havde stillet en samlet præmiepulje på 30.000 kroner til rådighed, hvoraf vinderholdet ’Team Our(o)’ løb med de 15.000 kroner. Anden- og tredjepladsen blev belønnet med henholdsvis 10.000 og 5.000 kroner.

Næste udgave af SDU Case Competition kommer til at finde sted i efteråret 2024. Den præcise dato er endnu ikke fastlagt.

We Use er et lokalt firma

WeUse er stiftet af to studerende fra SDU, Emil Busch og Gideon Harpantides, der begge er uddannede som civilingeniører. De besluttede for et par år siden at udvikle en app, der skulle gøre det nemt for alle at dele og finde genstande i lokale fællesskaber og dermed bruge de genstande, der er produceret, fuldt ud i hele deres levetid.

Artiklen fortsætter under annoncen

Indtil nu har det mest været virksomheder, boligforeninger og kollegier, der har taget WeUse-appen til sig, men det næste bliver at brede appen ud til alle.