Lørdag blev traditionen tro årets festligste dag på Det Blå Gymnasium, hvor skolens direktør Bente E. Jensen bød velkommen til de 140 dimittender og deres familier. Årets dimittender blev fejret med taler, musikalske indslag, overrækkelse af eksamensbeviser og legater.
Erik Lund, der er direktør for Strecon, var inviteret til at holde talen til dimittenderne. Erik Lunds budskab til de unge mennesker var, at de nu skulle finde deres vej og følge de drømme, som de har.
Også afgående elevrådsformand Emil Bundgaard talte til sine medstuderende, hvor der såvel blev set tilbage på de tre forgange år og set lidt ind i fremtiden, hvor årgangen spredes for alle vinde. Der var underholdning ved skolens husorkester bestående af nogle af skolens undervisere, fællessang samt en sang til dimittenderne, hvor alle underviserne deltog.
Rektor Dorthe Milling Stjernholm og klassernes kontaktlærer stod for uddelingen af eksamensbeviser, legater og flidspræmier og herefter underholdt Per Nielsen med nogle numre.
Til dimissionen blev der uddelt følgende legater og flidspræmier til dimittenderne:
- HK-Sydjyllands legat gik til Johannes Halgrener for en god kammeratlig indsats på Det Blå Gymnasium
- Flidspræmie fra Ernst & Young til Morten Pedersen
- Flidspræmie fra PWC til Line Hansen
- Flidspræmie fra Jydske Bank til Patricia T. Nielsen
- Flidspræmie fra Danske Bank til Louise Kuhrt
- Sydbank legat til Søren Lund Holm
- Gavekort fra Personaleforeningen på Business College Syd til en god kammerat blev givet til Søren Truelsen
- Skolens Dimittendforenings legat gik til Trine Nørskov-Jensen til et prkatikophold i Tyskland.
- Fonden for H.K. Samuelsen Shipping & International Spedition uddelte desuden 5 legater
Fakta om Praktik i udlandet
Formålet med Praktik i udlandet er i korte træk at fremme internationaliseringen ved at give elever på handelsgymnasier og erhvervsuddannelser mulighed for at gennemføre enten en del eller hele deres praktikperiode i udlandet som en del af deres danske uddannelse.
Der stille både faglige og personlige krav til praktikanten, der ønsker at deltage.
Gode sprogkundskaber er en stor fordel, men ikke nødvendige, da et af hovedformålene er netop at lære sprog.
De største krav stilles til de personlige egenskaber. Et åbent væsen og en fleksibel holdning til eventuelle småproblemer undervejs er den allerbedste ballast for et godt praktikår.