Kort efter midnat slog en nabo alarm til politiet, da det kunne høres langt væk, at ruder i forsamlingshuset i Svenstrup blev smadret.
Det fortæller TV Syd.
Der var ingen arrangementer i Svenstrup Forsamlingshus og ingen andre til stede, da den 15-årige dreng gik amok og begyndte at rasere huset – først ved at smadre vinduer og så blev inventar og indbo kastet rundt og ødelagt.
Da politiet kom til stedet og forsøgte at tale drengen til ro, var reaktionen i første omgang et angreb med kasteskyts i form af løse dele af det ødelagte inventar i forsamlingshuset, inden den 15-årige faldt så meget til ro, at han kunne anholdes.
Efter afhøringen blev drengen kørt hjem til forældrene.