301 danske forskere slår klimaalarm

12. maj 2018 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Danmark bør tage mere ansvar for det globale klima. Vi er slet ikke så grøn en nation, som regeringen og de øvrige politikere reklamerer med.

Faktisk er danskerne nogle af de største klimasyndere, og vi ligger langt fra en kurs, der kan føre til opfyldelse af Parisaftalens mål om at holde den globale opvarmning under 2 grader.

Derfor må hensynet til økonomisk vækst vige for en mere ambitiøs klimapolitik.

Sådan lyder hovedbudskabet fra 301 forskere i et fælles debatindlæg på forsiden af lørdagens Politiken.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mens fortællingen om Danmark som et grønt land lever i bedste velgående, mangler der politisk vilje til for alvor at handle, lyder det fra forskerne, som efterspørger en “ny klimarealisme”.

Danmark er i de seneste år dumpet langt ned ad internationale lister over klimaførende nationer. Hvis alle klodens lande fulgte i vores fodspor, så ville det ikke være muligt at afværge katastrofale temperaturstigninger, skriver de i indlægget.

Opråbet gør indtryk på klimaminister og Venstremand Lars Christian Lilleholt. Han mener dog ikke, at det skal ske på bekostning af den økonomiske vækst.

Artiklen fortsætter under annoncen

Paris-aftalen er en international aftale inden for FN’s klimakonvention UNFCCC, som drejer sig om begrænsning af udledning af drivhusgasser gennem grøn omstilling, klimatilpasning og finansiering heraf.