Hvorfor hjælper revalideringsforløb hver anden af dem der får et?

16. juni 2016 Sundeved Skrevet af: Ole Kæhler

Sønderborg Kommune har de senere år haft revalidering som et stærkt fokusområde i bestræbelserne på at hæve uddannelsesniveauet og få flere i arbejde. Jobcentret har i den forbindelse også intensiveret indsatsen over for de borgere, som kunne tænkes at have glæde af revalidering.

Og indsatsen har båret frugt. I hvert fald viser en opgørelse fra oktober sidste år, at 53 pct. af de 512 borgere, som fra 2008 til 2015 har afsluttet et revalideringsforløb, ikke længere var på offentlig forsørgelse, men i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det er umiddelbart en procentdel, vi kan være tilfredse med, også i forhold til andre kommuner. Problemet er bare, at vi ikke ved ret meget om, hvorfor revalideringen virker. Og hvorfor den ikke virker på dem, der stadig er i offentlig forsørgelse”.

Det siger formand for arbejdsmarkedsudvalget, Jan Prokopek Jensen, om baggrunden for, at udvalget har besluttet at indgå et samarbejde med forskere fra Aalborg Universitet, og han fortsætter:

”Når vi nu synes, at det, vi har sat i gang, er godt og ser ud til at virke, så bliver vi selvfølgelig nysgerrige. Også efter at vide fx, hvorfor de fleste andre kommuner går i den modsatte retning. Derfor vil vi gerne have dokumentation for, at det vi laver i Sønderborg virker og hvorfor”, siger han i en pressemeddelelse.